Quantcast
Channel: Troy - tur/retur..
Viewing all 38 articles
Browse latest View live

Sig nærmer tiden

$
0
0
Mange har efterspurgt en blog,  - og hermed kaster jeg mig ud i en ny genre, så I kan følge med i vores liv i USA de næste 18 måneder.


Begyndelsen bliver dog meget trist, da vi midt i en tid med mange "på gensyn", måtte sige endeligt farvel til en meget kær og tæt veninde i onsdags. Hun havde kæmpet længe med brystkræft og havde flere gange sagt, at det ville være svært at tage afsked, når vi skulle rejse. Nu blev det til farvel før end vi havde regnet med, og midt i en tid, hvor vi glæder os over at skulle afsted, fylder savnet af hende rigtig meget -  det er vemodigt at hun ikke kommer til NY og besøger os - noget der ellers stod højt på hendes ønskeliste inden hun døde.


Vi har længe talt ned til vores afrejse til USA, men i disse dage, hvor sommerferien er godt i gang, er det ved at gå helt op for os, at vi SKAL afsted.  For mit vedkommende var det f.eks. mærkeligt at have sidste arbejdsdag på skolen og gå på sommerferie uden at skulle lave årsplaner m.m. Andre tegn på at afrejsen nærmer sig, er flyttekasserne der hober sig op, naboer der kommer og siger farvel, og ikke mindst vores afslutnings/kobberbryllupsfest for nylig, hvor vi festede med de fleste af de mennesker, der står os nærmest.


At komme til USA, kræver en hvis tålmodighed og en masse papirarbejde. Det tager tid at afvikle sit liv og f.eks. melde børnene ud af skolen, ordne forsikringspapirer og flyttetilladelser. Det mest omstændige har dog været at få visa til hele familien - det skal ikke være nemt at komme til "Guds eget land"- så da vi havde været gennem den meget komplicerede ansøgningsproces, var den værste forhindring ryddet af vejen.

Vi skal bo i byen Troy i staten NY. Området bliver i guidebogen kaldt "New York på landet", og ligger ca. 300 km. nord for selve New York. Området skulle være utrolig smukt, og vi glæder os til at opleve Niagara falls, Catskill Mountains, Boston og hvalsafari, Amishfolk i Pennsylvania og Washington DC for bare at nævne nogle af de spændende seværdigheder, vi kommer til at bo tæt på. Byen Troy er på størrelse med Roskilde, og byens centrum er det universitet, som Lars skal forske på. Da det hele er arrangeret gennem Novo Nordisk, fungerer det hele som en udstationering, hvilket gør hele flytningen væsentlig lettere. Vi får pakket alle vores ting og flyttet med i en container.
I juli tager Lars og jeg på en "home finding trip", hvor vi først og fremmest skal se på skoler og vurdere hvilket område, vi gerne vil bo i. Vi skal på denne tur bruge tiden optimalt, og der er derfor sørget for en agent som på forhånd har tilrettelagt turen, så vi kan få ordnet så mange praktiske ting så muligt. Sikke en luksus;-)
Den første måned skal vi dog bo i en møbleret lejlighed, tæt på Hudson River, da der går noget tid før vores eget bohave ankommer med skib. Se evt. følgende link http://www.albanyriversedge.com/

Det sidste stykke tid hjemme går med oprydning og sortering, en lille tur til Sverige og Astrid Lindgrens Verden samt en pakkeuge, mens vi sender børnene på søndagsskolelejr.
Vores børn er fortsat meget spændte og glæder sig til flyveturen, swimmingpoolen, pandekagerestauranter m.m. Jeg har bestilt nogle skolebøger hjem og har planer om at undervise børnene ind i mellem, da skolen i USA først begynder d. 6. september. Agnes er godt i gang med at lære bogstaver og spørger hver dag, hvornår vi skal lege skole.
Vi glæder os alle til et nyt og spændende kapitel i vores liv - håber I har lyst til at følge lidt med.

(Hvis nogle har interessse i at vinke farvel i lufthavnen, kan man møde op i Kastrup d. 7. august kl. 9.30)





Home Finding Trip

$
0
0
I skrivende stund sidder vi i temmelig trætte oven på vores 6 dages tur til USA. Det har været en dejlig, men hektisk uge med mange indtryk og vigtige beslutninger. 

Søndag morgen tog vi meget tidligt afsted til Kastrup og landede 19 timer og 2 flyskift senere i Albany NY. Formålet med den lille tur, inden vi rigtig flytter derover, var at finde hjem og skole. De 2 ting hænger sammen, da man herovre betaler "skolepenge" over sin boligskat. Dvs. at man i sin boligjagt skal være meget opmærksom på skoledistriktet, som vi opdagede at der var meget stor forskel på. 

I lufthavnen blev vi modtaget af vores agent (en relocation manager - eller bare relo!) ved navn Pat. Amerikanere elsker forkortelser og flytter en hel del mere end danskere, så der en hel industri med folk der er behjælpelige med flytninger.  Pat er en skøn dame på 71 med lange kunstige negle, smartphone og en gigantisk Diet Coke i hånden. Hun har kørt os rundt hele ugen alt i mens hun talte som et vandfald. Det var meget betryggende at hun var der, for hold fast hvor er der mange ting, man ikke ved en disse om, når man skal etableres i et andet land.

I vores forberedelser til vores ophold i USA, har vi hele tiden haft byen Troy i tankerne som den by vi skulle bo i, da universitetet ligger i den by. Det første vores relocation manager sagde var at Troy ikke var en by for børnefamilier, da skoledistriktet var elendigt - et faktum som vi har fået bekræftet hele ugen af samtlige mennesker, vi har talt med. Byen er ellers rigtig hyggelig med restauranter og cafeer lige ned til floden, og da byen er universitets by, vrimler det med studerende overalt. Vi har også hele tiden tænkt at det ville være en fordel hvis Lars kunne på arbejde.  Af samme årsager trak vi den længe med at overveje at bo i en anden by, men har efter at besøgt en af skolerne erkendt, at vi for børnenes skyld må rykke ud til en af forstæderne, som ikke ligger mere end 5 km. derfra.

Hudson River fra Troy siden


Udvalget af huse har ikke været særligt stort, og i de 3 muligheder vi havde, var der både fordele og ulemper. Vores endelige valg er faldet på et rækkehusagtig hus, der minder en del om vores eget - dog med lidt mere plads og tykke gulvtæpper overalt! Det ligger i et hyggeligt kvarter i området Latham, og der er en lille have og garage til huset. En anden fordel er en pejs, da vintrene godt kan blive temmelig kolde.



Baghaven i vores hus









Den lokale skole hedder Latham Ridge, og vi blev taget virkelig godt imod af alle. Bl.a. er de vant til børn med 2 sprog, og har en lærer ansat til at tage sig af dem i begyndelsen.


Indgangen på skolen



Ellers har vi i ugens løb spist en masse fastfood på lækre kæder f.eks "5 Guys" og "Chipotle", åbnet bankkonto, set på biler (- meget store biler!) været ude og spise med Lars' kommende kollegaer og været en tur nordpå. Om onsdagen gik vi en tur nede i Troy og fandt den kirke, som vi hjemmefra synes så mest interessant ud. Vi stak hovedet indenfor, og 2 min efter havde vi en frokostaftale med præsten, der tog os med på det lokale bryggeri, som lå lige ved siden af. Kirken minder på mange måder om det vi kender, og præsten Phil var utrolig flink og imødekommende, så uden at have været til gudstjeneste er vi ret sikre på, at komme der mens vi er der.

Alt i alt en super god uge, hvor vi samtidig fik mail om, at vores hus er lejet ud fra 15. august. Vi er meget tæt på at være helt klar..









Og endelig er vi fremme..

$
0
0
Så er der pakket


Nogen gange stopper man op og spørger sig selv, hvad det egentlig er man har gang i, når man rykker sit liv op med rode, og skal falde til et helt nyt sted med 3 børn. Spørgsmålet melder sig f.eks. når man en hel uge pakker og sorterer, maler og rydder op, mens flyttefolk omhyggeligt pakker hver en lille dims ind man ejer, for at sende hele ens bohave tværs over Atlanten. Tanken strejfer også en, når man står i kø i Washington lufthavn og ikke når det fly, man havde planlagt. Og når man kører rundt i en time for at finde en butik, der sælger friske madvarer og kun finder frosne pizzaer og nuggets. Når man ikke fatter halvdelen af det, der står på seddelen fra skolen, om hvad de skal have med første skoledag, og hele tiden er fuldstændig blank i forhold til alle almindelige dagligdags ting....

MEN nu er vi her, og selvom det hele er temmelig skørt er vi superglade for endelig at være nået frem - vi skal omsider i gang med det, der skal blive en oplevelse for livet.

Agnes i luksusflyver

Tirsdag morgen forlod vi Englerup, efter at have boet hos min moster Lis og onkel Frede i 4 dage. Elias havde ingen ro på sig, og synes det var helt unødvendig spild af tid at sige farvel og gå på Lagkagehuset og få morgenmad i lufthavnen - vi har aldrig set ham så spændt. Da vi langt om længe kom op i flyet, var børnene helt overvældede over luksusflyvemaskinen med eget fjernsyn til hvert sæde, mad og høretelefoner. Den første lange tur gik supergodt - Agnes fik bl.a. tiden til at gå med at skrive dagbog og se "Min søsters børn" 6 gange i træk. Som nævnt før gik det mindre godt i Washington hvor vi havde to en halv time til at nå næste fly. Da vi skulle igennem rigtig mange køer, nåede vi det lige præcis ikke og måtte vi udskyde rejsen videre et døgn. Vi tog på hotel uden bagagen (som var sendt med flyet), og fik ventetiden til at gå med at tage på Native American Museum (Indianernes historie). Det var utrolig flot, og der var meget at se, men medarbejdere var temmelig uengagerede. F.eks. var manden, der skulle vise os hvordan man spillede på indianske instrumenter, mere optaget af at læse i sin bog..



Indianermuseum i Washington

Planen var at vi også skulle forbi Det Hvide Hus - Lars mente det lå lige i nærheden - men da luftfugtigheden var meget høj og temperaturen omkring 40 grader, måtte vi opgive at besøge Obama denne gang.

Nu er vi fremme i vores kæmpe møblerede lejlighed, og har her til formiddag nydt poolen som vi havde helt for os selv. Ellers er dagen gået med: at få amerikanske telefonnumre( meget bøvlet og meget dyrt), hente indskrivningspapirer til skolen (der er papirarbejde til mange aftener), købe autostol og GPS (fuldstændig uundværlig når man ikke har stedsans) og indkøbsjagt, hvor det tog tid at finde noget, der ikke bare skulle have 2 min. i mikroovnen.

I morgen står den på TOTAL afslapning - det trænger vi til;-)
Endelig fremme

P.S. Vores lejere har sprunget fra i sidste sekund, så spred gerne rygtet om et lækkert rækkehus i Albertslund til 10.000 om måneden..  

Første uge i Staterne

$
0
0
I dag er det en uge siden vi rejste fra Danmark. Vi bor hele august i en lejlighed tæt på Hudson River og Troy, og børnene er jublende begejstrede for swimmingpoolen, som de benyttter meget flittigt.






To dage efter vi ankom, regnede det massivt hele dagen, men hvad gør det? - Ungerne stod klar i badetøj fra morgenstunden, og blev derfor ovenud skuffede, da det gik op for dem, at poolen var lukket.



En af de ting som er markant anderledes i USA, er amerikanernes sans for sikkerhed. I den lille pool der hører til lejlighedskomplekset, sidder der en livredder fra morgen til aften, og der er under ingen omstændigheder nogle der bader, hvis ikke han er der.  I går måtte børnene gå op, fordi han skulle hente vand i 2 min.

Nå, men tilbage til regnvejrsdagen. Når poolen var lukket måtte vi finde på noget andet, og vi kørte mod syd for at finde bjerge, vandfald og søer man kunne svømme i. Selv om regnen forsatte, nød vi det flotte landskab med enorme bjerge og vandløb. Første stop var et vandfald og ca. 100 meter før vi nåede frem var der advarselsskilte overalt: "Pas på glatte sten" "Pas på dit", "pas på dat.." Heldigvis lod vi os ikke skræmme og nåede frem til vandfaldets udmunding. Da klippevæggen gik meget brat ned, kunne vi ikke se vandfaldet  (vi må finde dalen, hvor man kan se det nedefra en anden dag), men børnene hyggede sig med at klatre på sten og soppe i elven.



Bagefter fandt vi et campingområde ved en skøn sø hvor ungerne endelig fik mulighed for at svømme. Agnes har lært at svømme under vand, og havde hele dagen glædet sig til at vise mig det. Vi var de eneste, der havde lyst til at svømme i regnvejr, men hele 3 livreddere holdt øje med, at der ikke skete noget med os!! Området var rigtig fint, så måske vender vi tilbage med telt og trangia.
På vej hjem prøvede vi at få varmen med en kop kakao og donuts på "Dunkin Donuts", men uden held, da airconditionen kører for fuld kraft alle steder uanset temperaturen udenfor.

Lørdag stod den på badning i poolen, indtil der kunne høres tordenbrag i det fjerneog livredderen beordrede os op. Så tog vi på indkøb i "Target" for at købe ind til Elias' fødselsdag. I butikken kan man købe stort set ALT og vi fik bl.a. købt skoletaske til Agnes.
Om aftenen gik vi på "Dinosaur", som er et biker-barbecue sted lige ned til floden med høj musik og spareribs i lange baner.



Vi fejrede Elias' fødselsdag hos Lis og Frede med hele familen inden vi rejste, men skulle selvfølgelig gøre noget ud af dagen alligevel. Så søndag morgen blev han vækket med morgensang, og så skulle han på jagt efter dollars, som vi havde gemt forskellige steder i lejligheden. Han havde bestilt boller og amerikanske pandekager til morgenmad og så drønede vi ellers afsted mod "Six Flags" - en stor forlystelsespark 45. min. herfra.



Da vejret var strålende, var der også andre der havde fået den gode idé, men det lykkedes da at prøve nogle sjove ting, efter at have stået en del i kø. Bl.a. prøvede Elias og Lars en vandrutchebane, der var temmelig vild. Se evt. følgende link, hvor nogle andre prøver den: http://www.youtube.com/watchv=9zmXYYa3HQQ&feature=related

Sådan en dag med menneskemylder overalt, må man gang på gang undre sig over hvor mange enormt overvægtige mennesker, der komme slentrende med gigantiske refill colaer i hånden. Det mest triste er alle børnene - hver 3. amerikanske barn har for mange kilo på sidebenene, og der er fristelser på hvert et gadehjørne..
Vores billetter til "Six Flags" gælder et par måneder endnu, så vi vender tilbage en dag, hvor der ikke er så mange andre. Vi sluttede dagen af med at gå på "Chipotle" - en af vores nye yndlingsfastfood steder med rigtig lækker, sund:-)mexicansk mad.

I dag har vi fået nøglerne til vores hus og mødt ejeren. Gulvtæpperne var blevet renset, og der var købt nyt komfur og køleskab. Børnene syntes der var hyggeligt, og det bliver dejligt at få et rigtg hjem igen, når vores møbler kommer først i september. Bagefter fik vi indmeldt børnene i skole, hvilket er en meget omstændig ting herovre. Der var f.eks. en sygeplejerske til stede, som tjekkede alle journaler, og børnene slipper ikke helt for at skulle vaccineres. Det tog over 2 timer, og vi var fuldtændig drænede for energi bagefter over, at skulle give og modtage så mange informationer på en gang. Børnene fik mange roser for deres tålmodighed, og da klokken var blevet mange tog vi på "Five Guys" på vej hjem.



I morgen begynder hverdagen så småt, da Lars begynder at arbejde. Skolen begynder først d. 6. september, så de næste uger står den på på mors hjemmeskole med dansk, engelsk og en masse svømning på skemaet:-)











Så gik der tid med det..

$
0
0
D. 15 august begyndte Lars på arbejde. Han er kommet glad hjem hver dag siden, og nyder at kunne bruge sin tid på at vidensdele og eksperimentere i stedet for lange rapportskrivninger, der skal rettes igennem hele tiden.


For os andre er har dagene været rimelig ens, og vi har fået lavet en dagsprogram der begynder med "skolegang" fra 10- ca. 12, FROKOST og så et par timer i poolen. Jeg havde slæbt en del undervisningsmaterialer med fra Danmark, og butikkerne bugner med fede ting man kan bruge i skoleregi. F.eks. flashcards med bogstaver, tabeller, klokken mm.  At undervise sine egne børn var sværere, end jeg havde regnet med, og børnene synes det var meget mærkeligt, at jeg pludselig var lærer. Her i anden uge er de dog ved at vænne sig til det, og vi har engelsk, matematik og dansk hver dag.


Vi lærer tallene på dansk og engelsk









Der øves tabeller..(man skulle tro jeg var matematiklærer..!)
Agnes som endnu ikke har gået i skole i DK, er den mest engagerede elev og skrev en morgen et brev med børnestavning: "i da sa vi i sole ov vi sal lave en mase sjve ten - kal hsen Agnes. Det er fantastisk sjovt, så hurtig børn lærer at skrive, når de børnestaver.
Vores børn er de største vandhunde, men når der er swimmingpool og høj sol hver dag, kan det også blive en smule trivielt (det lyder meget forkælet)
De har dog været utrolig kreative med at finde på nye lege og indtil videre har de leget dykkerleg, springe ud leg, blindebuk, konkurrencelege, sparke "bold ude i vandet" leg, rodeo, volleyball...tja kan man finde på andet? Sagt med andre ord så glæder vi os allesammen rigtig meget, til sommerferien er forbi.


I poolen igen!




På marked i Troy
Sidste lørdag tog vi til Farmers Market inde i Troy. Der var alverdens boder med mad og grøntsager, musik mm. Byen er vældig hyggelig, men også meget nedslidt. Det er gået op for os at i dette område bor de fleste afroamerikanere i byerne - de hvide i forstaderne. 






På mange måder er vi så småt ved at falde til, men hele tiden bliver man konfronteret med at man er en indvandrer, der ikke fatter en brik. Forleden dag skulle vi ud og købe ting til skolestart, som herovre ikke bare er et par blyanter og noget bogbind. Hver lærer laver en huskeliste på 10 til 15 ting, og det endte med at en af de butiksansatte gik rundt med os, da vi ikke anede, hvad det var vi skulle købe. Vi kom hjem med alverdens forskellige mapper, ringbind, skriveredskaber og lommetørklæder (amerikanske børn må være meget snottede?) men sjovt nok stod der ikke noget så brugbart som en lineal på listen..
Vi fordeler alle skolematerialerne..


















Søndag tog vi i kirke. På nettet havde vi levet en del research og fundet en kirke - Terra Nova- som mindede om Københavnerkirken. Som skrevet tidligere spiste vi frokost med en af præsterne på vores home finding trip, og fik fornemmelsen af, at det var et sted, vi kunne falde til.
Da vi kom, fik vi stregkoder til børnene, så de kunne blive logget ind elektronisk til at komme i søndagsskole. Børnene så lidt betuttede ud, da vi vi gik fra dem, men heldigvis har de hinanden. Da vi hentede dem igen, havde de i hvert fald haft en rigtig god oplevelse, og havde sunget med på en enkelt sang, de kendte i forvejen. At sidde med en gruppe af andre børn og ikke forstå ret meget var en god forsmag på det, der venter dem, når de begynder i skole. Vi følte os hjemme til gudstjensten som på mange måder var bygget op, som vi kender den. Ret pudsigt da den form skulle være ret usædvanlig efter amerikansk standard. Onsdag aften var vi hjemme og besøge præsten og hans familie som bestod af kone og 3 børn, der var nogenlunde jævnaldrende med vores. Det var superhyggeligt og børnene fik leget en hel del. Et af de store samtaleemner den aften, var førnævnte syn på sikkerhed. Forklaringen på den altomklamrende sikkerhed, er amerikanernes helt store angst for at blive sagsøgt, og de fortalte om mange groteske eksempler på sager, der var gået i retten. Da man kan sagsøge folk for de mest absurde ting, er der også en hel industri for detektiver, der skal undersøge om folk snyder..

Elias har et stykke tid talt om at han savner at spille fodbold, så torsdag tog vi ud til en fodboldklub tæt på vores hus. Her kan man bare møde op hver torsdag i sommerferien, og Lars og Elias gik til makronerne og imponerede med deres hurtige spil! I øvrigt var der ingen læger på sidelinien, eller formularer der skulle skrives under inden, og det var da befriende enkelt:-)
Silja har efter sommerens lejr på Feddet fået lyst til at blive spejder, så jeg har i ugens løb haft kontakt med det amerikanske spejderkorps, som vil finde en trop i nærheden. Jeg blev selv spejder som 10 årig og har haft superfede oplevelser, så jeg håber, at hun bliver glad for det og tænker, at hun der igennem, kan få gode venskaber og opleve vildmarken omkring os. I øvrigt har vi fundet en butik, der har kontrabasser i børnestørrelse - vi skal bare lige hente den.


I dag har vi været på en meget lang køretur (kom til at køre en omvej på over 100 km..) Målet var en lift op til en bjergtop, men da vi endelig fandt den, var den ikke åben om sommeren (stol ikke på guidebøger). Tæt på lå der heldigvis en skøn lille sø, hvor man både kunne bade og ro i kajak. På vej hjem fandt vi en lift der kørte, men da klokken var blevet for mange, tager vi en bjergtur en anden dag.





Slutter lige af med en pudsig ting, der i skrivende stund sker lige uden for vores vindue. For ca. 10 min. siden hørte vi nogle meget høje skrig udenfor. Lars går ud på altanen og ser nogle plakatstive unge piger vandre rundt. Lige nu holder der så en brandbil, en ambulance og en politibil med blink, da nogle har ringet til politiet. Da Lars går ud, viser det sig, at det er meget alvorligt, fordi pigen kun er 15 og har drukket alkohol..Vi er på mange måder meget langt fra Danmark:-)








Ventetid og hvalsafari

$
0
0
Mandag i denne uge var det Labor Day og dermed fridag. Selv om vi allerede har brugt alt for mange penge, besluttede vi at tage en tur ud til havet, inden sommeren slutter helt. Vi kørte derfor søndag morgen mod øst til en halvø syd for Boston, som hedder Cape Cod, hvor vi havde booket et hotel i byen Hyannis. Denne by var Kennedyfamiliens feriested, og vi lagde ud med en is og et besøg på JFK museet.
Det var meget lille, men der var mange gode billeder af familien. Bagefter tog vi ud for at bade og tog på fiskerestaurant om aftenen, hvor vi fik smagt crab cakes (fiskefrikadeller af krabbekød) og clam chowder (muslingesuppe, der smager væsentlig bedre end det lyder).

 
 
Næste dag kørte vi helt ud på spidsen af Cape Cod til byen Provincetown. Denne gamle fiskerby er i dag blevet et yndet sted for homoseksuelle, og der var ikke en bygning i byen, der ikke havde regnbueflag hængende. På gågaden var der adskillige cafér hvor der kun sad mænd, og vi passerede også en fest, hvor alle gæsterne var udklædte mænd i lyserødt...

















Vores ærinde i byen var dog en af de mange hvalsafari-ture, og i 4 timer sejlede vi rundt om halvøen og så rigtig mange hvaler meget tæt på. WOW en fed oplevelse. Guiden på båden sagde, at vi var rigtig heldige, og her er den bedste video, som selvfølgelig slet ikke står mål med oplevelsen i virkeligheden.
 
 










Dagens belønning oven på rigtig meget ventetid og vaccinationer!
Ellers har vi i den forgangne tid kørt på med undervisningen. Agnes har i dag lært de sidste bogstaver i børnehaveklassebogen, og Elias og Silja er blevet bedre til engelsk end de var for 3 uger siden.
Efter mange papirskriverier, møder og vaccinationer, fik vi i går helt grønt lys fra skolen om, at børnene kan begynde i skole i morgen. Vi har flere gange fået at vide at forældre ikke befinder sig på skolens område i skoletiden, og at vi ikke skulle regne med at kunne følge børnene helt ind til klassen den første skoledag. Det mente skolesekretæren heldigvis ikke var noget problem, så der faldt en sten fra Agnes' hjerte - hun spekulerer (lige som hendes søskende) meget på hvordan det skal gå. Vi føler også at vi kaster dem ud på dybt vand uden at kunne svømme, men trøster os ved at der er mange andre, der har klaret det før os.


Som forældre er vi også ret blanke hvad angår det amerikanske skolesystem. Sidste torsdag var vi inviteret til velkomstaften for nye forældre i distriktet. Her havde vi forventet at få svar på nogle af vores mange spørgsmål, men vi blev ret skuffede, da aftenen var en stor reklamestunt for skoledistriktet, hvor lederne stillede sig op og klappede hinanden på ryggen?? Underligt med alt den reklame - dem der var til stede, havde jo skrevet børnene op i lige det distrikt..
I går fik vi f.eks. brev om hvornår skolebussen ville komme og hente børnene, uden at vi havde meldt os til. Det kører åbentbart helt automatisk, men vi melder det fra indtil børnene kan lidt mere på engelsk. Og så er der spørgsmål om skolemad, musikintrumenter, forældremøder og skoleskemaer,
som vi fortsat ikke ved en disse om..

I dag tog vi så over på skolen for at aflevere alle materialerne, og fik mulighed for at møde alle børnenes klasselærere, samt den lærer der skal have dem i "engelsk som andetsprog". De var alle 4 utrolig søde og imødekommende, så vi er meget forstrøstningsfulde. I Elias' klasse mødte vi en søndagsskolelærer fra kirken, hvis søn skulle gå i klassen - super hyggeligt.

Lige nu ligger de og prøver at kunne sove for sommerfuglene i maven.. tja..
fortsættelse følger:-)














Langt om længe skolestart..

$
0
0


Så er vi godt i gang med vores amerikanske hverdag, og børnene har nydt at have weekend, efter at have klaret første uge i amerikansk skole. Det har været en uge med op og nedture, men generelt har de klaret det supergodt. Alle lærere tiltales med mr. ms. eller mrs. og går man fra et lokale til et andet, stiller man op på række - også hvis man skal gå 10 m.! I følge børnene kommer ingen for sent, forstyrrer eller driller, så de var meget lettede og storsmilende, da jeg hentede dem første dag.





Agnes havde ikke kun første skoledag i amerikansk skole, men første skoledag nogensinde og hun er pavestolt, når hun vandrer ned af gangen med rygsækken på den ene skulder (det ser smartest ud). Hun følger bare med og er, i følge hende selv, blevet gode venner med de andre, der sidder ved "The Blue Table". Forleden aften fik hun dog en kæmpekrise, da det gik op for hende, at hun ikke ville kunne forklare sig, hvis hun skulle blive ked af det i skolen.

Elias og Silja befinder sig også godt i deres klasser. De læser bøger på dansk, og har fået nogle opgaver af skolens tosprogslærer, som de skal lave, når de ikke kan følge med. Det er meningen at hun skal undervise dem et par timer om dagen det næste stykke tid. Det glæder de sig til, for dagene kan godt blive lange, når man går i skole 6 timer hver dag, og ikke forstår det meste, af det der foregår. Torsdag havde Silja 5 siders matematiklektier fra hele ugen, som hun skulle have lavet. Vi har aftalt et møde med lærerne i morgen, hvor jeg håber vi kan lave nogle gode aftaler omkring lektier og forberedelse.  

Sidste skoleår var jeg på et omfattende kursus om tosprogede elever. I dette skoleår får jeg så 3. modul forærende ved at være tosprogsforælder og på egen krop erfare, hvor svært det er at gøre tingene rigtigt, når der er sproglige og kulturelle forhindringer. Et lille eksempel: I Danmark har man skiftetøj med til idræt, og man forlanger at man medbringer skiftesko. I USA skifter man ikke tøj og det forventes at børnene render rundt i kondisko hele dagen, når der står idræt på skemaet (det gør der 4 ud af 5 dage). Da børnene havde taget skoene med til at skifte, men ikke anede hvornår de skulle skifte, fik vi påmindelser fra skolen om, at de skulle huske kondisko! De første dage kunne jeg heller ikke forstå, hvorfor børnene ikke kom hen til skolens sal hvor forældrene skal vente - det viste sig så, at man skulle aflevere en seddel til deres lærer om, at man hentede dem??

Hver dag har de bunkevis af papirer som skal skrives under. Bl.a. har de fået breve om alle fag, hvor de skal skrive under på, at de har forstået reglerne og konsekvenserne, hvis de overholdes/ ikke overholdes.. Overholdes de, venter der belønninger - f.eks. flere frikvarterer, guldmedaljer. Hvis ikke man overholder reglerne, venter der 2 advarsler inden forældrene kontaktes.
Det er noget fremmed for en dansk folkeskolelærer, men nu må vi se hvordan det fungerer i praksis.

Skolen går meget op i musik, og Silja kan spille kontrabas i et orkester hver mandag. Desuden er der obligatorisk kor og musik flere gange om ugen. Hvert år bliver der lavet flere teaterforestillinger, så det praktisk-musiske bliver heldigvis prioriteret højt.

Sidste fredag ankom alle vores ting fra Danmark! For nogle var der gensynsglæde - for andre SUK!
Selv om vi havde ryddet op, var der alt for mange kasser med gammelt skrammel, som vi ikke får brug for. Egentlig var det jo forbavsende få ting, man virkelig savnede den måned vi var uden..Nu er de fleste ting  dog sat på plads, billederne hængt op og det føles meget som HJEMME. Heldigvis har vi et stor garage til alt det, vi ikke lige skal bruge:-)

I den forgange uge har vi så været på jagt efter de småting, man alligevel mangler fordi det er er andet hus: vaskemaskine, støvsuger, skraldespand, seng til Elias mm. Det er en smule udmattende at gå i butikker og ikke finde det man mangler, fordi vi fortsat er spejlblanke om hvilke butikker, der har hvad. I går brugte vi timer på at finde en seng til Elias uden held. Vi har tjekket om der skulle ligge en IKEA i nærheden, men vi skal køre over 300 km. til den nærmeste.

Området som vi bor i må være et sølvbryllupskvarter, for vi har ikke set mange børn. Her er med andre ord meget fredeligt. Uden for huset er der dog et vældig leben, da det myldrer rundt med chipmunks - og ikke rotter som jeg først troede!



I dag var vi til gudstjeneste og jeg nyder især lovsangen. I dag var der over 10 forskellige instrumenter i gang, og det er er fedt at lære en masse nye sange.
Man samles ikke til frokost eller kaffe bagefter, så det er begrænset, hvor mange man får talt med om søndagen. I dag fik vi dog talt lidt med nogle og blev inviteret til at komme til middag hos et par, hvor manden har haft børnene i søndagsskolen.



Efter kirke kørte vi i Catskills Mountains, hvor vi havde et lifttur til gode. I dag havde vi adressen tastet i gps'en inden vi kørte, og vi nåede hurtigt frem. Vejret var perfekt, og det var en stor oplevelse at køre op. Turen varede ca. 10 min. og så var vi ca. 900 m. over havets overflade. På toppen var der selvfølgelig en fantastisk udsigt og vi spiste vores frokost, selv om vi var blevet advaret mod sultne bjørne.. (sikkert bare noget de siger for at være på den helt sikre side).
På toppen var der stillet an til at kunne blive viet- "say I do with a view" - som der stod..



Et stort hit på bjerget var svævebaner hen over bjergdalen og Elias og Agnes var fyr og flamme for at prøve.. (Nu må vi se..)
Turen ned var endnu bedre en opturen - måske vender vi tilbage, når man kan stå på ski:-)
På vej hjem kom vi forbi en gård der solgte grøntsager. Folk er allerede begyndt at pynte op til halloween, og der var græskar i lange baner. Vi købte lidt med hjem, som nu pynter i køkkenet. 









Efterår i Upstate New York

$
0
0
Sikke tiden går - det er vist ved at være længe siden, jeg har skrevet noget på bloggen. Egentlig er jeg for længe siden begyndt på dette blogindlæg, men har i mellemtiden været et smut i Danmark til bryllup mm.
Her på Harvard Road er det for alvor ved at være hverdag, og vi har for længst stillet de allesidste flyttekasser ud i vores garage. Dagene stryger afsted med de mest mærkelige ting. F.eks har jeg brugt unødig meget tid på at betale regninger og finde læge til børnene. De amerikanske bureaukrati kan godt være lidt tungt at danse med, og netbanksystemerne er meget bagefter de europæiske..
Børnene er begyndt at tage skolebus de fleste dage.
Den holder næsten lige uden for vores dør, og det giver mig lidt ekstra tid, når jeg ikke skal køre dem frem og tilbage hver dag.
Hvad jeg skal bruge alt den tid til, er jeg ikke helt klar over endnu..Der er mange der har spurgt hvad jeg laver og tja.. ud over alle housefrautjanserne som indkøb, madlavning, tøjvask, er det ikke blevet til mere sindsoprivende ting end et par ture i spa;-) Jeg har fået et "studiekort" til hele universitetsområdet som bl.a. giver adgang til svømmehal, fitnesscenter og bibliotek. Jeg har meldt mig som frivillig i Agnes' klasse, men der har ikke været bud efter mig endnu. Jeg vil meget gerne finde et gospelkor, men modsat Danmark hvor der snart er gospelkor i hver en lille flække, trækker folk på smilebåndet, når man nævner der her. Hvis man vil synge gospel, skal man komme i en afroamerikansk kirke og synge i kirkekoret om søndagen..Hmm vi må se hvad jeg finder på..

For nogle onsdage siden havde børnene fri pga. Yom Kippur (der må være mange jøder i området) Det faldt meget belejligt, for selv om børnene er glade for skolen, er det fortsat hårdt med mange timers lektier og nye ting man ikke forstår hver dag. Vi begyndte dagen med at tage på "Ihop" - en morgenmadskæde -diner, hvor vi fik omelet og pandekager i så store mængder, at vi ikke var sultne resten af dagen. Men det skulle jo prøves:-) Resten af dagen gik med at købe efterårspynteting til forhaven som herovre består af små fugleskræmsler, græskarer og chrysantimumer (i US just mums).



I det hele taget er efteråret en skøn tid - der er træer overalt og de bliver flottere for hver dag der går - her skifter selv grantræerne farve. I sidste uge var Lars på Men's retreat fra torsdag til lørdag med mænd fra kirken. Det havde været en fantastisk tur hvor de bl.a. var på hike i bjergene. En af dem han var sammen med, fortalte at han havde kørt USA rundt, og set næsten alle stater, og han var ikke i tvivl: NY er den flotteste af af dem allesammen..

 
En af efterårets store begivenheder på børnenes skole er "Fall carnival", som vi var til i lørdags. Det mindede om en basar, hvor alt kostede små beløb, der gik til skolen. Bl.a. kunne man kaste vand i hovedet på lærerne, gå cupcakewalk og pynte græskarer.


Vores bidrag til Fall carnival

I cupcakewalken (en slags stoledans) vandt alle en cupcake, og var man den sidste der var tilbage vandt man en hel kage.. Det hele var vældig hyggeligt og lærerne var mødt op i afslappet tøj, så man næsten ikke kunne kende den uden slips og høje hæle.

Æbleplantage hvor der også var græskarer
 



















I dag har jeg besøgt skolen igen, i anledningen af en åben hus dag, hvor man kunne følge undervisningen en halv time i hver klasse. Jeg er ret imponeret, over der utrolig strukturerede måde, de bygger undervisningen op på, og børnenes lærere virker meget kompetente. Mere nedslående var det at følge børnene til frokost. Jeg har længe været mistænksom omkring kvaliteteten af skolemaden.. En dag kom jeg forbi kantinen ved 10 tiden for at sætte penge ind på børnenes konto og undrede mig over, at der ikke var gang i nogen form for madlavning. Forklaringen er selvfølgelig, at de ikke laver noget som helst selv, udover at hælde prefabrikerede færdigretter ind i en mikroovn. Dagens menu var pandekager med sirup, pomfritter, flade burger bøffer og æbler der var stegt med kanel og sukker. Det der provokerer mig mest er, at de på hjemmesiden proklamerer, hvor sunde de er og hvor mange initiativer de har taget for at forbedre maden. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan de har været før..  Jeg bliver simpelthen så rasende, når der tydeligvis er mange børn med vægtproblemer og man stiller cookies, ismaskiner og chips frem i børnehøjde. Jeg tog i hvert fald den beslutning, at jeg fremover laver madpakker til børnene, selv om det absolut ikke er min yndlingsbeskæftigelse.









Halloweenforberedelser og housewarmning

$
0
0
Allerførst kan vi berolige evt. bekymrede og fortælle, at ingen regner med at orkanen kommer helt op til os. Vi har fået mails om at forberede os ved at købe vand, batterier og stearinlys, og der er sandsynlighed for at skolen lukker. Det vi formodentligt kommer til at mærke, er ufattelige mængder af nedbør,  men da vi bor forholdvis højt, skulle det ikke blive problematisk...nu må vi vente og se.

Under alle omstændigheder håber vi, at det hele er overstået, når vi kommer til onsdag d. 31 oktober - Halloweendag. For nogle uger siden var der salg af brugte kostumer på en af skolerne i området, og Elias fik erhvervet sig en "levende død" udklædning og Agnes et prinsesse-heks outfit. Vi har fået pyntet haven med en kæmpe edderkop, spindelvæv og skeletter og på onsdag går det så løs med parade på skolen og trick og treat om eftermiddagen. Trick og treat betyder sjov eller ballade, og går ud på at gå fra dør til dør og få slik i ufattelige store mængder - der er nogle der glæder sig!


Den forgange weekend har vi været meget sociale i forhold til, hvad vi ellers har været siden vi kom. Fredag var jeg ude og spise med sundhedsplejersken fra børnenes skole, som også er dansker. Vi er lige gamle og det er rart at kende nogle landsmænd, når man synes det hele bliver lige lovlig amerikansk.. Anja, som hun hedder, og hendes kæreste, var også nogle af dem, vi inviterede til housewarmning om lørdagen udover Lars' kollegaer, en fra kirken og vores "reservemor" Pat, som hjalp os med at finde bolig m.m i starten.
Det var en skøn blanding af mennesker fra mange kulturer, og det var en udfordring at lave mad, når der både var hinduister på forskellige niveauer, jøder og glutenallergikere. Proffesoren, som Lars arbejder sammen med, er også dygtig pianist og gav et jazzet nummer på klaveret, hvortil en af vores indiske gæster begyndte at synge halvtoneskalaer. Meget fremmedartet men vældig hyggeligt indslag. Bagefter blev der også fundet en guitar frem og sunget Hallelujah, som altid er et hit.
En anden sjov ting ved at få gæster, var at høre vores børn kommunikere på engelsk. Vi kan mærke at de bliver bedre og bedre, og især Silja kunne sagtens tale med folk i løbet af aftenen. Når vi ser film på engelsk oversætter Elias mange af ordene til dansk, og Agnes kommer hver dag hjem og spørger
hvad forskellige ord betyder.
 

I dag var vi så inviteret hjem til Agnes' klassekammerat Bella for at se amerikansk fodbold. De boede så tæt på os, at vi valgte at gå, hvilket altid frembringer stor forundring hos amerikanere. Huset var kæmpe stort og havde bl.a. en biograf i kælderen..:) Mens "fodboldkampen" kørte på det gigantiske lærred, blev vi serviceret med alverdens ting, og fik talt en del med deres naboer, hvor manden sjovt nok også er dansker.
Da jeg var på kursus sidste år, diskuterede vi bl.a. danskhed, og om man overhovedet kunne knytte identitet sammen med sit fædreland. Jeg mente at det havde væsenlig betydning, og er KUN blevet bekræftet i min holdning. Man kan have nok så fine meninger som global verdensborger, men det giver emmervæk en samhørighed at kunne være fælles om at savne rugbrød og ryste på hovedet af det amerikanske paveskrankeri.
Nå, men Bellas forældre var rigtig flinke og er helt sikkert nogle vi kommer til at se mere til.


 





Trick or Treat

$
0
0
Efter hvad jeg kan læse mig frem til på bl.a. facebook, er Danmark efterhånden blevet så amerikaniseret,  at det ikke er noget særligt at have oplevet en Amerikansk Halloween..


Paraden
Dagen begyndte med morgenmad på skolen, hvor der i dagens anledning var stillet lidt græskar og skeletter frem. Herefter fortsatte dagen med "almindeligt akademisk program", som der stod på brevet fra skolen.
Da kl. var 14 kom alle forældrene tilbage, og når man som jeg har 3 børn, fik jeg vældig travlt med hjælpe alle i udklædningstøjet til paraden, der begyndte kl. 14.15..Jeg havde frygtet at vores børn ville falde udenfor med deres købekostumer, men det var ikke fordi der var mange mødre, der havde været i gang med symaskinen. De mere kreative udklædninger var en dinosaurer, og min favorit: Hr. Frederiksen fra yndlingsfilmen "OP".
Selve paraden var rimelig kedelig - alle børnene stillede op på en lang række og gik så en runde på parkeringspladsen, og så var der hygge og lege i klasserne.
Leg i Agnes' klasse



















Da vi kom hjem satte vi lys i vores græskarer, og lavede en kæmpe kurv klar med chokolade, da vi havde hørt fra andre at man kunne forvente ca. 150 besøg på en aften.





Så er vi klar til at gå
 
Vi spiste tidlig aftensmad - græskarsuppe-  og så var det tid til at shine kostumerne og makeuppen og stille op foran kameraet.  Et par fra kirken med 2 børn, der bor i nærheden, havde inviteret os til at gå sammen med dem, og da kl. var 18 begav vi os ud i mørket. Reglen er, at de steder der er lys kan man ringe på.  I øvrigt er en aften med så mange gående et særsyn i USA, så vi havde på dagen fået mail fra politiet om alverdens sikkerhedsregler for at halloweenaftenen ikke skulle ende galt. Tænk hvis man f.eks. skulle falde i sit tøj..??? Nedenstående ser i brevet - det er virkelig langt ude!
Nå, men Halloween var temmelig (u)hyggeligt og de fleste havde pyntet fint op i haven med f.eks. gravstene og spøgelser. Flere steder havde de stillet co2 ud så det dampede..Der var en helt speciel stemning, og man kan godt forstå at den aften betyder meget for amerikanerne
Efter halvanden times vandring var plastikgræskarene fyld rigtig godt op, og vi begav os hjem igen.

















Lars var blevet hjemme for at tage imod de børn, der skulle komme, men da vi kom hjem havde der kun været 3 besøg... (det var en bekræftelse af, at det er et sølvbryllupskvarter) Det betyder at vi har alt for store mængder af slik i huset - noget vi slet kke kan håndtere. Må se at få gemt det af vejen og glemme, hvor jeg har lagt det:-)
Over halvandet kilo til hver..!

Præsidentvalg, vandreture og kulturel coaching

$
0
0

Vi har nu været i USA i lidt over 3 måneder, og vi kan efterhånden se lys forenden af tunellen, hvad angår amerikansk bureakrati og dertilhørende papirarbejde. Det har været utrolig bøvlet at få kørekort, og ingen af os har på nuværende tidspunkt fået det, da der er lang kø til at komme op til den praktiske prøve. Lars var dog heldig at finde en bilforhandler, der ville sælge os en bil, selv om vi kun kunne fremvise"learners permit" (begynderkørekort), så vi har købt en 7 personers Toyota Sienna fra 2003. Vi har gerne ville have en større bil herovre - dels fordi man får ret meget bil for pengene, og også fordi vi vil have plads til vores gæster. På mandag kommer de første - min mor og moster har meldt deres ankomst i 10 dage, og vi har planlagt at tage til NY city, mens de er her (Vi krydser i øvrigt fingre for at SAS ikke går konkurs foreløbig!!!)

Selv om valget for længst er ovre, tæller de vist stadig stemmer i nogle af delstaterne. Et tilbagevendende spørgsmål fra venner og familie i Danmark har været: Er det ikke bare helt vildt spændende med præsidentvalget mens I er der? og jeg må desværre skuffe og sige NEJ overhovedet ikke. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg at danskere går mere op i valget end den almindelige amerikaner, og DR's hjemmeside havde flere interessante ting om valget end nogle nyhedsmedier her. Vi har stort set intet set eller hørt, andet end diskrete valgplakater langs vejene og et enkelt dag hvor man kunne lade sig registrere på skolen. Selv på universitetet er det ikke et emne, der bliver snakket om- ja faktisk melder mange ud, at der slet ikke interesserer dem, og at de ikke har tænkt sig at stemme.  Egentlig temmelig bekymrende at stemmeprocenten er så lav.. og at så mange mennesker skulle stå i lange køer for overhovedet at kunne stemme. På den anden side undrer det mig overhovedet ikke, da vores indtryk af det offentlige USA minder om et Kafka-agtig system før murens fald.  Børnene har dog hørt en del til valget på skolen, og har skulle lave prøvevalg. Silja har haft emne om amerikanske præsidenter og skulle via dukketeater lege George Bush og fortælle om hans liv. Vi har derfor haft meget sjov med at klæde vores Kaj-dukke ud med kasket, skjorte, slips.



Nå, men vi holdt lidt valgaften i går sammen med Lars' danske kollega Sophie, og prøvede at forstå det komplicerede valgsystem. Da kl. var lidt i midnat blev det så klart at Obama havde vundet, og det var da nogle skønne billeder der tonede frem på skærmen. Mit indtryk er også at amerikanernes politikerlede bunder i, at der kun er 2 partier der reelt får indflydelse, og at ingen bliver til noget i politik uden at have rigig mange penge. Faktisk stiller der mange mennesker op for andre partier, men det hører man stort set ikke noget om..

Børnene har på det sidste haft nogle fridage, bl.a. fordi skolen blev brugt som valgsted.
Dagene har vi brugt på at slappe af, købe vintertøj og udforske nærområdet. Vi fandt i mandags en ø i Hudson river, som man kunne gå rundt om på en times tid - måske et sted der skal prøves på langrendski, når der falder sne. I weekenden var vi på en anden flot tur en times kørsel herfra. På turen prøvede børnene at stå bag ved et vandfald, som var en af de ting, de ikke havde prøvet på en liste der hed "50 ting du skal prøve i naturen inden du bliver 12" Se evt. linket her..50things.org.uk


Lars og jeg har i dag været på "kulturel træningsdag" med en rigtig dygtig coach, som Novo stillede til rådighed. Vi er længe blevet opfordret til at tage kurset, men på mange måder passede det godt, at det først blev nu, hvor tingene er ved at blive hverdag for os. Hun fortalte en masse spændende ting om kulturopfattelse, og vi nævnte de ting, der ind i mellem kan være frustrerende. Hun beskrev danskere som kokosnødder (hårde udenpå men venner for livet, hvis du lærer dem at kende, og amerikanerne som ferskner - enormt bløde og søde på overfladen, men svære at blive rigtig fortrolige med. Det var utrolig lærerigt og gav masser af stof til eftertanke..

New York, New York

$
0
0
Det har været mærkeligt at bo så tæt på en af verdens største og omtalte byer i over 3 måneder, uden at have været der. For 2 uger siden kom vi så endelig afsted, og vi begyndte (lidt paradoksalt) med at køre til julemarked i den danske kirke i Brooklyn.

Så følte vi lige at vi var i Danmark for en kort stund

Efter at have fortæret pølser, æbleskiver og lakridser, tog vi hen til vores hotel på Long Island, stillede vores bil og bagage og tog toget ind til Times Square. Wow - når man står der i reklamelyset og menneskemylderet, så føler man virkelig at man er lige der, hvor alt sker.
Bemærk novoreklamen!
 
Vi havde set, at der skulle være en Harry Potter udstilling i byen, og vi nåede lige at komme ind på museet inden lukketid. Silja og Elias er i gang med at læse bøgerne for anden gang og har konstant samtaler i gang om Hogwarts, Voldemort og magiske påfund, som Lars og jeg ikke helt kan deltage i (jeg er i gang, men bliver desværre ikke helt grebet af den endnu). De var derfor fyr og flamme, da de kom ind og skulle have fordelingshatten på og derefter se en helt masse reksisitter fra filmene. De vidste, hvad hver en lille detalje var blevet brugt til, så selv om det, som alt andet i NYC, var dyrt var pengene givet godt ud.
Da vi skulle hjem, fandt vi ud af at togene til Long Island ikke kører så tit, så vi skulle vente temmelig længe på Penn St. Heldigvis er New York en by der aldrig sover, så vi brugte ventetiden på at høre et band, der spillede 60'er musik.

Mandag morgen tog vi ind til Central Park, hvor der i følge guidebogen skulle være en helt masse legepladser. Vi fandt desværre ikke så mange af dem, men vi nød udsigten over byen ved den store sø i midten, og fik lige hilst på H.C. Andersen



Så var det endelig blevet tid til at hente vores første gæster i lufthavnen. Lis og min mor havde til det sidste været spændt på, om de overhovedet kom, da det først ud på natten blev klart, at SAS heller ikke gik nedenom og hjem denne gang.

På øen Staten Island, med høj sol og udsigt til Manhattan
Tirsdag morgen tog vi til Lower Manhattan og tog den obligatoriske færge til Staten Island med udsyn til Frihedsgudinden undervejs. Det eneste vi mærkede til, at der havde været orkan få uger tidligere, var at Ellis Island var lukket - den må vi se næste gang.
Bagefter slentrede vi rundt og så Wall Street, og området omkring WTC. Lars, børnene og Lis tog i Empire State Building og nød den flotte udsigt ved aftenstide. 

Min mor og jeg, som havde været i Empire for mange år, havde bestilt en rundvisning i NBC - en af USA's mest kendte fjernsynskanaler, som bl.a. står bag  Saturday Night Live, Seinfeld, Cosby og Friends. Serierne så vi dog ikke så meget til, men det var meget interessant at se de forskellige studier alligevel.

Onsdag havde jeg bestilt en bustur til Harlem med dertilhørende gospelkoncert for min mor, Lis og mig. Guiden fortalte rigtig meget om de afroamerikanskes kultur, og om hvordan Harlem har forandret sig igennem tiderne. Koncerten vi skulle høre var med et gospelkor for tidligere narkomaner, og selv om lydanlægget i kirken var skingrende dårligt, må man bare beundre den livsglæde og energi der er i gospelmusik. I love it:-)
I mellemtiden havde Lars taget ungerne med ind på Det Naturhistoriske Museum, som især Elias synes var rigtig spændende. Det er der man kan se de flotteste dinosaurerskeletter i verden samt udstillinger af alverdens andre dyr. Desuden kan man se udstillinger fra kulturer fra hele verden, både uddøde og nulevende kulturer.
Da de kom ud fra museet var de nær aldrig kommet derfra pga. menneskemylderet. En af de helt store begivender i NY er Macy's parade på Thanksgiving Day. Macy er et stormagasin, som betaler for at en stor parade med kæmpeballoner, klovne og musik som går gennem byen. Den bliver tv transmitteret til hele USA og er et must på linie med Disneys juleshow juleaften. Lars kom lige ud, da de var ved at puste ballonerne op - en begivenhed der nærmest er lige så stor som selve paraden.




Trætte børn med kæmpe Spidermanballon i baggrunden

Da han og børnene havde fået nok af mylderet, valgte vi IKKE at tage ind til byen for at se det hele live næste dag. I stedet pakkede vi vores ting og kørte ud mod Atlanterhavet, hvor vi gik en tur i solen på stranden. Rundt i hele New York state vrimler det med hjorte, blandt andet har vi dem også gående lige neden for vores hus derhjemme. Nede ved stranden gik der også en flok, da vi ankom og når man rullede vinduerne ned, stak de hovedet ind. Bagefter gik Lis og Silja tilbage og klappede dem. Mærkeligt men det er ikke usædvanligt. 









Selve Thanksgiving ,som nærmest overgår juleaftenen herovre, fejrede vi på en restaurant på Manhattan, og der stod selvfølgelig kalkun og søde kartofler på menuen. Stopmætte slentrede vi lidt rundt på Times Square, inden vi satte kursen mod nord og hjem igen.




I dagene herhjemme blev der shoppet, gået mange ture og vi nød allesammen at have selskab i huset. Det er dejligt at kunne vise hverdagen frem og vise hvor vi færdes. 10 dage går hurtigt, men næste gæst ankommer heldigvis snart - Lars' bror Jakob kommer i næste uge og bliver helt til 6. januar.

Julen kom virkelig bag på mig i år - sikkert fordi sommerferien varede så længe. Rundt omkring os har folk pyntet helt vildt op- "Fars fede juleferie" er ikke overdrevet!
I søndags tog vi til tidlig gudstjeneste i kirken, og derefter til "Victorian Stroll" i Troy. Det er en slags kulturdag i julens tegn, hvor adskillige mennesker vandrer rundt i tøj fra århundredeskiftet, for at mindes byens storhedstid. Flere af de fine gamle huse var åbne, og vi kom til en hyggelig lille julekoncert i Troys flotte gamle koncertsal.

 
Min mor og Lis havde en del julekalendre med på dvd, så vi hygger med "Jul på slottet" og skal både se "Pagten" og "Absalons hemmelighed, når lektierne er lavet. Jeg har fundet chokoladekalendere i en butik herovre, julepynten er fundet frem, og det er lykkedes os at lave noget der ligner en adventskrans. I kirken er vi også begyndt på et adventstema, og bliver heldigvis mindet om at julen ikke afhænger af alle de danske juletraditioner, men det fantastiske budskab om at Jesus kom til os. Juleglæden er ved at indfinde sig.  





 

 

 

 


 


 

December, jul og sne

$
0
0
I midten af december kom onkel Jakob på besøg. Det har været, og er fortsat, rigtig hyggeligt at have besøg, og vi har bl.a.nydt godt af hans evner i køkkenet med klejnekogning og andet julemad.  







I den sidste uge i juleferien var han med på besøg i Agnes' og Elias' klasse og fortælle om dansk jul og servere risengrød. Eleverne lyttede interesseret, men synes at and og flæskesteg lød ulækkert, og risengrøden var heller ikke det helt store hit. Det er dog altid en oplevelse at besøge skolen, og se hvordan børnene går i snorlige rækker.. Vi havde mulighed for at tale med lærere bagefter, og Agnes' klasselærer blev helt bestyrtet over at høre, hvordan alle elever væltede ud til frikvarter samtidig på de danske skoler. Samtidig gav hun os ret i, at amerikanske børn ikke er særlige selvstændige og mangler tid til at lege i og ikke være styret af voksne hele tiden. Desværre er der nok ikke mere fri leg uden overvågning i sigte foreløbig. Julestemningen dykkede gevaldigt i hele USA d. 14 december. Det var forfærdelig at høre om skyderierne på Sandy Hook, som kun ligger halvanden time herfra. Det kommer lige lovlig tæt på, når man sender sine børn i en tilsvarende skole hver dag, og der var en meget trykket stemning, da jeg kørte børnene i skole dagen efter. Som de fleste nok ved, kører debatten nu på sit højeste, og amerikanerne har en evne tl at overdrive og køre tingene helt op i en spids. Et par dage efter skyderierne fik vi brev fra skolen om, at alle døre på skolen ville være aflåst konstant, og at ingen ville komme ind på skolen uden aftale og uden at nævne deres ærinde. Det er måske en forståelig reaktion, men jeg følte mig temmelig dum, da jeg skulle fortælle sekretæren hvem jeg var, mens vi havde øjenkontakt - hun har set mig stort set hver dag siden vi kom! På sidste skoledag, hvor der var julefester i klasserne og åbent hus for forældrene, havde de placeret en bevæbnet betjent ved indgangen. Det hele har efter min mening kun signalværdi. Hvis en gal person vil ind på skolen, skal han nok komme ind. Lad os håbe at politikerne kan bruge nogle ressourcer på at få lavet våbenloven om og optimere indsatsen for de psykisk syge.


Nå, men for at vende tilbage til julen, så var vi allesammen til julekoncert med skoleorkestret, hvor Silja skulle spille med som eneste bassist og synge holiday sange med skolekoret dvs. sange uden religiøst indhold, men hvor både jul og channukah var nævnt. Niveauet var rigtig højt - jeg var imponeret over hvor meget de kunne.

 Weekenden inden ferien tog vi på juletræstur og fik pyntet juletræet. Vi har jo alle vores ting fra Danmark, så selv i julen virker det hele meget hjemligt. Juleaften fejrede vi med Tom, en af vores amerikanske venner, og Sophie Lars' kollega. Vi begyndte med at gå til gudstjeneste i kirken, og det var meget stemningsfyldt med lys og musik. Vi fik allesammen et lille lys i hånden, som så blev tændt med det lys de kaldte Jesuslyset i midten af adventskransen. Amerikanerne fejrer mest jul selve juledag, så da gudstjenesten først begyndte kl. 17.30, kom vi temmelig sent i gang med julemiddagen. Appetiten var så til gengæld stor, og begge ænder og flæskesteg blev stort set spist. Elias og Tom fik mandelgaver og Jakob fortalte en omskrevet version af juleevangeliet.
Sophie er en dygtig violist, og Silja og hende akkompagnerede dansen med strygermusik.












Tom var noget skeptisk over for dans om juletræer, da det ikke er noget man gør andre steder i verden end i Norden, men han deltog uden at blive alt for rundtosset;-)

Hjemveen har været stor hos børnene i december, bl.a. fordi de på nettet kunne læse om snestorm i Danmark. Juledag faldt der langt om længe sne her, og det i så dejlig store mængder, at vi kunne kælke og afprøve vores julegaver: langrendski.

Vi har nu været afsted et par gange, og børnene er ved at have nogenlunde styr på det. Det gode ved langrend er, at det er billigt og man hurtig kan finde et gratis sted og tage en tur. Ulempen er, at der godt kan være lidt for meget stavgang over det (citat Jakob;-), men der burde være rig mulighed for at finde nogle fede steder med nedadgående bakker i området. Vi satser i hvert fald på at nyde vinteren og sneen i fulde drag.

Nytårsaften gik mere stille for sig end den plejer. Fyrværkeri er forbudt i NY, og der var overhovedet ikke noget nytårshalløj i butikkerne. Det syntes børnene var meget ØV - tingene skal helst være som det plejer. Vi fik set dronningens tale på nettet, mens jeg oversatte den med britisk accent til vores amerikanske gæst til stor morskab, og sandelig om vi ikke fik kransekage og champagne ved midnat og sunget Vær velkommen og "Auld lang Syne" (Skuld gammel venskab på engelsk). Sikke et år vi lagde bag os - vi glæder os til alt det 2013 vil bringe af oplevelser!

I dag er børnene begyndt i skole igen, og de har alle sunget "ÅH nej er ferien forbi og vi vil ikke i skole igen blues" de sidste par dage. Der er ikke den helt store skolebegejstring især ikke hos Silja og Elias, men i følge deres "karakterblade" klarer de sig godt. Det er hårdt at skulle måles og vejes hele tiden. Der er mange test, og de bliver givet tilbage med procenter på, hvor godt man har klaret sig. Sidste dag før ferien blev der uddelt diplomer til dem, der havde ydet en særlig indsats. Silja var, på trods af to en halv timers lektier dagligt, ikke blandt dem. I sådanne situationer må man som dansk lærer, lægge en dæmper på sig selv, for ikke straks at henvende sig til lærerne og forklare dem, at det er et TÅBELIGT system. Der er mange gode ting ved det amerikanske skolesystem, men nogle gange hopper kæden af. Heldigvis var humøret ok, da de vendte hjem i dag - hverdagen er begyndt igen.



Hverdagsglimt fra det nye år

$
0
0
Indtil videre er vi kommet rigtig godt i gang med 2013. Det virker som om at juleferien har givet fornyet energi og skoleglæde hos vores børn. Sproget bliver jo også nemmere og i de sidste uger, er det gået hurtigt med at læse bøger på engelsk mm., hvilket betyder at lektierne ofte kan blive lavet i et lidt hurtigere tempo. I dette semester bliver der også tilbudt nogle aktiviteter på skolen om eftermiddagen. Elias er begyndt til LEGO klub om tirsdagen. Lego er meget populært i USA og kan købes alle vegne. Han har ellers ikke været særlig begejstret for at lege med lego, men nyder at kunne "lege" med sine venner efter skoletid, og så er det jo sjovt at kunne fortælle, hvor det kommer fra mm. 
Silja har meldt sig til at projekt der hedder Dance Crazy, som går ud på at danse standard og latin danse to gange om ugen. Det er en af lærerne på skolen, der underviser, og hun synes at det er rigtig sjovt. Agnes er begyndt til gymnastik, og er ovenud begejstret. Der er ellers ikke meget leg og hygge over det, men laang stræk-opvarmning og masser af øvelser i spagat, split og bro.
Som tidligere skrevet spiller Elias fodbold, men er kommet på et hold hvor niveauet er meget lavt. Dette skyldes mange ting, men f.eks er der ingen der tager initiativ til et fodboldkamp i frikvarteret, og for mange amerikanere er det stadig et nyt spil. Nå, men da Elias havde tabt kamp nummer 17, fordi medspillerne enten står i vejen eller tager bolden fra hinanden, blev det Lars for meget, og han hjælper nu træneren med nogle gode tips til den ugentlige træning. Om det skyldes hans trænertalenter ved jeg ikke, men de vandt da langt om længe i lørdags:-) I kirken spiller Lars også en gang i mellem, men må igen ryste på hovedet at mangel på forståelse for spillets finesser:-)
Og hvad laver jeg så? Jeg må indrømme, at jeg efter jul har haft lidt krise over, hvor lidt man får udrettet på dage, hvor der ingen program er. Det er utrolig så meget tid, der kan gå med ting, man klarer meget hurtigt, når man går på arbejde. Det er en vanskelig balancegang, at glæde sig over at man har masser og tid, og så vælge hvad man så skal bruge alle de timer til. Det er fedt at jeg ikke skal stresse rundt hele tiden, men det hele kan også komme lidt for langt ned i gear. Jeg har meldt mig ind i det lokale fitnesscenter, og går til Zumba to gange om ugen. I morgen skal jeg til klaver for første gang, og håber at det bliver godt. Før jul meldte jeg mig som frivillig på et nærliggende hospital, men har intet hørt siden, selv om jeg har rykket flere gange. Det er lidt frustrende at være så opsøgende hele tiden. 
I kirken er jeg begyndt at hjælpe til i søndagsskolen med sang og musik, og hveranden mandag er vi kommet med i en Small Group. Parret som leder den, bor lige i nærheden og har en dreng, der går i Elias' klasse. Vi mødes fra 7 til 9 pm, og mens børnene ser film i kælderen, drøfter vi søndagens gudstjeneste. Det er dejligt at lære nogle mennesker fra kirke bedre at kende, og i mandags fik jeg talt med en, der også var hjemmegående, og vi har aftalt at finde på noget sammen. Derudover har Lars og jeg, planer om at tage til ballroomdans på universitetet, der har sin egen danse skole, og jeg har meldt mig til et bogstudie.
I dag sneede det så meget at skolebussen var forsinket to timer. Lars er dog kørt afsted på cykel, men havde mine bilnøgler i lommen... Tror jeg vil bruge resten af dagen på at læse Harry Potter, som jeg et godt stykke ind i fireren, endelig er blevet total grebet af:-) Der er sandelig også mange skønne ting ved livet som Homemaker.

Halvårsstatus og Superbowl

$
0
0
Så har den amerikanske østkyst igen været i de danske medier, men vi slap også denne gang for nauturkatastrofer og uvejr, men fik bare en masse dejlig sne, der desværre er smeltet igen.

I sidste uge passerede vi halvårsdagen for vores ankomst til Guds eget land, og det er en god anledning til at stoppe op og gøre lidt status. Vi har ikke fortrudt vores beslutning om at rejse, og synes i det store hele det er ved at føles hjemligt og hverdagsagtigt. Vi er ved at kende flere mennesker omkring os, mm. Det er dejligt at have mere tid sammen, at opleve den fantastiske natur med bjerge, og Lars er rigtig glad, for det han laver. Det er en oplevelse for livet at være så tæt på en anden kultur. F.eks. ved man, at man ikke er i Danmark, når Lars' jødiske professor inviterer alle i forskningsgruppens til hans barnebarns omskærelse, og når genboen banker på om morgenen og spørger Lars, om han ikke vil køre med hende, fordi hun simpelthen ikke forstår, at man frivilligt kan vælge at cykle på arbejde i frostvejr.

Andre gange får man dyb forståelse for indvandrere i Danmark, når man bruger næsten 2 timer på at tale med Time Warner Cable (USA's svar på TDC), fordi de ikke kan få vores internet og telefon til at virke samtidig, og hele tiden ikke føler sig forstået, eller dum, fordi der er sproglige barrierer.

Den ting der har givet flest anledninger til frustrationer, er det amerikanske skolesystem. Der er helt sikkert mange gode ting bl.a. deres musikundervisning og classroom management, men hold op det er hårdt med så lange skoledage og lektier. Derudover har børnene kun 1 frikvarter om dagen, og hvis vejret er "dårligt", går de ikke udenfor. Maden på skolen har jeg nævnt før, men bliver nødt til at nævne følgende episode. I dag spurgte jeg skolen, om jeg måtte bage en kage til uddeling på Agnes' fødseldag, men fik svar tilbage om at de p.g.a. allergihensyn, ville have at jeg købte det, der skulle deles ud! Altså de foretrækker butikkernes meget lange liste over konserveringsmidler og farvestoffer frem for hjemmebag. Aldrig i mit liv har jeg hørt så meget om allergi som i USA - kunne det måske være der var en sammenhæng mellem den ufattelige dårlige madkultur og antallet af børn med alverdens skavanker!!!
Det får mig virkelig helt op i det røde felt.

En af de lidt bedre og sjovere ting i det amerikanske skolesystem, er forældrenes kæmpe engagement i fundraising/sociale arrangementer. Der er stort set et arrangement på skolen hver uge, og det kan være alt fra basketballkurvekonkurrencer, til zumbaaftener.


Pizza, sodavand og spillemaskiner
 
For nogle uger siden var der fundraiser aften på en lokale Chuck n' Cheese. Vi vidste ikke hvad det var (for så var vi aldrig dukket op), men hvis man forestiller sig et sandt enferno af sodavandskuldrede børn, der spiller på store bib bib spillemaskiner, mens er hver 5 min. bliver råbt et eller andet i højtalerne, er vi ved at være der.
Hele konceptet går ud på at samle billeter fra spillemaskinerne, som man så kan få noget helt igennem ubrugeligt ragelse for inden man tager hjem. Børnene havde det skønt!


Snart 7 og uden fortænder
Agnes, som lige har tabt begge fortænder, glæder sig til sin fødselsdag i morgen på Valentines Day. Vi er lidt i tvivl om, hvor vidt det forventes at man skriver Valentines kort til klassen, men nu er de i hvert fald skrevet..


Elias skriver lego Valentinskort










I weekenden skal vi holde børnefødseldag i et sportscenter, hvor de skal hoppe i hoppeborge og lege forskellige lege. Det mest almindelige her, er at holde fødselsdage ude, og Agnes har det sidste halve år været til adskillige fødselsdage i biografer og bowlingscentre.   

Ravens mod 49'ers

Forrige weekend var der Super Bowl finale på amerikansk fjernsyn, som er et tilløbsstykke uden sammenligning. Vi var inviteret hjem til en af Agnes' klassekammerater, som holdt Super Bowl fest. Der blev serveret mad i meget store mængder med klassiske super bowl ting som kyllingevinger, alverdens forskellige  sammenkogte eller bagte retter som blev kaldt dip?, chips og sandwich. Selve kampen tog 4 timer og kan for udenforstående være temmelig kompliceret - stakkels alle de venlige amerikanerne, der tålmodigt prøvede at forklare os reglerne.. En af årsagerne til showets længde, er de ufattelige mange reklamer, der kommer på skærmen hver 5. minut. Alle de store firmaer poster dog mange penge i at lave bemærkelsesværdige "gode" reklamer til dagen, så de bliver omtalt lige så meget som selve kampen. Alicia Keys indledte med nationalsangen og Beyonce stod for underholdningen halvvejs, hvilket blev min yndlingsdel af mange timer..
 

Så spiser vi Super Bowl sandwich

I næste uge er der vinterferie. Agnes og Elias skal til gymnastik camp de første 3 dage, og forhåbentlig kan vi komme lidt ud på ski. Der er nogle børn, der trænger til at røre sig.









Vinterdage

$
0
0
Der går alt for lang tid i mellem, at jeg får skrevet, men tror det bliver til flere skriverier fremover, da jeg har fået IT assistance, og nu har fundet ud af at skrive blog fra min Ipad (tak Christine).
I februar havde både Agnes og Lars fødselsdag.
Lars' tog jagttegn i sine unge dage, men har ikke fået brugt det efter at være flyttet til København. Det område vi bor i er slaraffenland i forhold til jagt. Det vrimler med dyr - i ser ofte hjorte og kalkuner i vores lille have og i butikkerne bugner det med jagtudstyr. Fødselsdagsgaven til Lars var en avanceret bue og pil, og der bliver øvet flittigt i haven hver dag på at skyde til måls. Målet er at kunne blive så god, at han kan gå op til en bueprøve, når vi kommer tilbage til Danmark.




Vi fejrede ham med nogle venner fra kirken der blev introduceret til dansk fødseldagsbord. Vi skulle lige forklare de mange danske flag, og rækkefølgen i at spise de forskellige ting. Boller først, fastelavnsboller og til sidst lagkage.
Agnes blev fejret på en italiensk restaurant, der i anledning af Valentine's day var fuldstændig proppet. Hun havde en god børnefødselsdag i sportscentret lørdagen efter og slæbte hjem med gaver, så hun havde masser at lege med i vinterferien den følgende uge.




Da Lars ikke har lige så meget ferie som børnene, blev vinterferien brugt på afslapning og hygge hjemme. Elias og Agnes var dog afsted de første par dage til gymnastiklejr i et par timer, og der bliver øvet flittigt i vejrmøller og håndstand op af trappen..
Silja og jeg tog en formiddag til Albany på New York State museum, hvor man bl.a. kan blive klogere på indianere, dyreliv og 11. September.




Ellers har vi været afsted på langrendski et par gange, og bliver bedre til det for hver gang. Vi har fundet et godt sted i Amerikas største nationalpark Adirondacks, som ligger 2 timer herfra.
Den søndag, der var Oscaruddeling fandt vi en lille uafhængig biograf i Albany som viste Amour og en kavalkade med alle de nominerede korte animationsfilm (Lars gik med børnene og Sophie var med mig). Børnene var meget begejstrede for animationsfilmene, jeg var knap så begejstret for Amour. Vi har ellers kunne se flere af de Oscarnominerede film på demand herhjemme, så det var sjovt at se uddelingen uden at skulle være vågen hele natten, men ærgerligt at der ikke var nogen Oscar til Danmark denne gang.
I fredags spillede Silja stor koncert i skoledistriktet, og det var endnu en gang en fornøjelse at høre hvor godt børn i alderen 10 til 12 kan spille, når man prioriterer deres undervisning. Hun var for nogle måneder siden ved at køre lidt sur i basspillet, så det var skønt at se hendes glæde ved at spille i orkester igen.
Lørdag aften ankom Christine, som den første ud af en lang række gæster.
Hendes kuffert var pakket med lakridser, pålægschokolade, dameblade til mor og Anders And til ungerne. Sikke et hit!




Om søndagen tog vi så afsted på ski - foråret er ikke kommet her til endnu.
Christine var frisk på en langrendtur, selv om det var 12 år siden hun havde prøvet sidst, og vi havde en dejlig tur, selv om det i en periode var lidt stressende, at der var en konkurrence i gang på de samme løjper som vi brugte. Ikke så fedt når man er faldet og fylder hele stien..:-)




Da vi kom tilbage nød vi en varm chili con carne ved pejsen, inden den lange tur hjem.
I begyndelsen af ugen var jeg turist med Christine, mens børnene var i skole. Christine elsker garn og strikker mindst en sweater om ugen (eller noget..). Mandag var vi på bytur i Troy, hvor vi fik set byens få seværdigheder. Det lykkedes også at finde en irsk butik, der solgte sweatere og garn. Til frokost tog vi op på universitetet og besøgte Lars - de serverer utrolig god indisk mad på campus området. Tirsdag tog vi til Albany på førnævnte museum, og fandt bagefter en rigtig hyggelig garnbutik fyldt med sofaer, så der kan jeg tage hen hænge ud og få strikkecoaching, når jeg laver kludder i det..
Om aftenen tog vi på Dinosaur - et fast ritual når gæster er på vej hjem- og nød endnu engang nogle saftige spareribs mm.
Fredag væltede det ned med sne hele dagen, og skolen var derfor lukket til stor sorg for børnene...(Not!!) Vi kørte Lars på arbejde og tog på diner og spiste morgenmad.


Efter at have leget lidt i sneen på vores kælkebakke i baghaven, tog Silja og Agnes og jeg tog over til et søskendepar, der bor på samme vej som os. Forældrene kommer fra Ungarn, og selv efter 13 år i USA synes moren, det var svært at være her. Vi skal sammen købe ind til et arrangement på skolen om nogle uger, og tror begge piger kunne blive gode legekammerater.
Mens vi var der, gik det op for moren, at Elias var alene hjemme. Hun advarede kraftigt imod at lade børn være alene i USA, og kom med skrækhistorier om de sociale myndigheder m.m. Det er altså lidt anstrengende, når tingene kommer helt ud af proportioner..

Fasterbesøg

$
0
0
Forrige mandag kom Lars' søster Helene, efter lang tids nedtælling. Da hun ankom sent om natten, fik Agnes lov at tage en fridag om tirsdagen. Regnen silede ned, så dagen var mere til en tur på neglesalon end udendørs aktiviteter.




Ellers blev der læst bøger højt, givet mange kram og (da Elias kom hjem) kæmpet mange slåskampe - dejligt med besøg:-)




Fredag havde Helene fødselsdag, og da vi havde sendt børnene afsted, kørte vi en tur mod nord og fik shoppet i et outlet ca. 1 time herfra. Da vi rejste til USA, havde vi regnet med at de fleste ting ville være billigere end i Danmark. Det er de dog langtfra, men tøj og sko er markant billigere, så vi fik shoppet en del. Om aftenen var vi ude at spise og tog bagefter hen på det lokale gymnasium, der viste Sound of Music.




Lørdag kørte vi ud på en gård der producerede ahornsirup. Da marts er høst tid har mange gårde "åbent hus", og vi fik set hvordan de tapper siruppen og koger det ind. Jeg havde forestillet mig at de huggede lidt i træet og stod klar med spande i bedste "Lille hus på prærien stil", men det var meget mere avanceret. På billedet kan man ane det omfattende ledningsnetværk, der førte siruppen fra træerne hen til et opsamlingssed. Der var også smagsprøver, og vi fik købt noget maple cream ( pisket sirup) med hjem og lavede en ordentlig gang pandekager.




Søndag var der fest i den organisation, der står bag Siljas dans på skolen.
Det foregik på et Hilton hotel i Troy, og i anledning af Sct. Patricks Day, var alt pyntet op i flotte grønne farver. (Sct. Patrick er en helgen, som man fejrer i Irland, og da utrolig mange har irsk herkomst, er det en dag alle fejrer i USA.




Det hele var vældig fint med pizza og kager i lange baner. Silja fik vist hvor dygtig hun er blevet til rumba, vals og andre ballroom danse..og vi andre fik også en lille danselektion med på vejen.




Mandag skulle Helene videre til NYC, men inden vi kørte hende til toget, afleverede vi Lars på universitetet og fik en rundvisning, hvor vi så nogle af hans påfund med spækbræt og cykelslanger, som kan bruges til forsøg, når de nu ikke har det udstyr han skal bruge..




Mens vi venter på forår

$
0
0
Officielt begynder foråret på den nordlige halvkugle d. 21. marts, og det er noget man gør mere ud af her end i DK. Vejret har dog ikke rettet sig efter det, og vi er ved at glæde os til varmere dage. Jeg har købt diverse krydderurter og har sået indendøre, men der kommer vist til gå noget tid, inden de kan komme i krukker udenfor.




I sidste uge hjalp jeg til med et stort arrangement på skolen. Det er en fast tradition at 5. klasserne står for at lave en italiensk restaurant. Da jeg meldte mig, havde jeg lidt naivt troet, at de selv skulle lave maden, men ideen var mere, at eleverne skulle prøve at være tjenere, og pynte op, så der kom en god atmosfære. Det brugte vi meget lang tid på..
Selve aftenen forløb supergodt. Det hele var meget velorganiseret, og der blev solgt rigtig meget mad. Menuen stod på pasta med tomatsovs og salat, og til dessert var der alverdens hjemmebag, bl.a. mine mislykkede total flade Napolionshatte, som ingen heldigvis vidste, hvordan skulle se ud.
Silja styrtede rundt hele aftenen, og var en meget serviceminded tjener:-)




I dag har børnene fået elevplaner med hjem for 2. gang, og alle fag bliver vurderet ned til mindste detalje med TAL! Det er helt vildt at børn på så lave klassetrin skal have karakterer på den måde. Heldigvis klarer de sig alle 3 godt, og får positive ord med på vejen, men det må være så belastende at have svært ved tingene, og så skulle måles og vejes konstant.
Agnes er meget opsat på at læse 20 min. hver dag i marts, da hun har fået en afkrydsningsliste, og der bliver læst både "Splat the Cat" og min mors gamle Søren og Mette bøger. På videoen kan man fornemme hendes meget amerikanske accent. (Man skal kopiere linket ind i sin egen browser)
http://youtu.be/HVcoefTdmcw


Da vi nu har under et år tilbage i USA, og jeg stadig ikke synes jeg bruger al min tid rigtigt, har jeg opsøgt en coach, og det er indtil videre en positiv oplevelse. Målet er, at det skal føre til noget meget konkret bl.a. en hjemmeside, hvor lærere kan vidensdele. Jeg tænker, at der måske i et stykke tid, vil være overskud blandt mine kollegaer, til at komme med ideer, når man nu vil forhindre dem i at passe deres arbejde. Sikke et cirkus, og hvor er både heldagsskole og lockout dog en tåbelig opfindelse..


- Posted using BlogPress from my iPad

Påske og gæster

$
0
0
I skrivende stund løber vores børn rundt udenfor og leger med nogle andre børn fra kvarteret. Dejligt fordi det både er et signal om forår og solskin, men også et tegn på, at vi er ved at falde rigtig godt til.
Børnene har haft spring break (forårsferie) siden langfredag, og har nydt den sidste lange ferie inden sommerferien.
Onsdag i sidste uge kom Hans Christian, Mille og Hjalte, og hans søster Henriette. Min veninde Mitzi, som døde kort før vi tog afsted, var meget opsat på at besøge os, og det var derfor meget rørende at hendes mand ville gennemføre turen.
Mille og Hjalte er henholdvis 6 og tæt på 4, så det var dejligt for HC at hans søster ville assistere med flyvetur m.m. Desværre havde vinteren ikke helt sluppet sit tag, mens de var her, men vi havde nogle rigtig hyggelige dage, og fik vist dem vores lokale steder. Fredag tog vi til et stort outlet, og fik shoppet billige mærkevarer, og bagefter tog vi til feriebyen Lake George, der ikke var åben for sæsonen endnu. Vi fik dog taget et billede ved den store sø.




Om aftenen var der "Troy Night Out" - en slags kulturnat, som finder sted den sidste fredag i måneden. En gang i mellem er det særlig arrangeret for børn, og det var rigtig hyggeligt at gå rundt i gaderne i Troy. Vi mødte bl.a. en lang klovn med hullahopringe, og i en af butikkerne kunne man prøve at lave sin egen T- shirt.








Vi sluttede af med at spise en hel masse is, som Mitzis farfar havde givet penge til.




Lørdag blev Henriette hentet af en amerikansk bekendt fra Maine, og vi spiste lidt påskefrokost inden. Børnene havde været kreative med æg og karse, som jeg måtte bestille på nettet, da det ikke er en velkendt spise her.




Søndag var vi i kirke, og HC og børnene var med i søndagsskole. Da vi havde sunget og hørt en historie fra Bibelen, lavede vi disse flotte påskebilleder.




Senere på dagen var det blevet dejligt forårsvejr, og børnene gik på chokoladeæggejagt i haven.




Mandag fortsatte det gode vejr og vi tog ud til en lille ø, der er nationalpark, hvor man kan gå en flot og overkommelig tur. Da vi var nået halvvejs ud til et lille vandfald, slog vejret om til stiv kuling og hagl, så vi var temmelig kolde, da vi nåede tilbage til bilen. Da vi er et stykke inde på fastlandet, skifter vejret hurtigere, end vi er vant til i Danmark.
Om aftenen tog vi, traditionen tro, på Dinosaur og fik klassisk amerikansk mad: stegte grønne tomater, majsbrød, spareribs, coleslaw, søde kartofler og pommes friter i lange baner:-)
Vi har nydt at have besøg - man oplever sine omgivelser med andre øjne, og børnene hyggede sig sammen. Det var selvfølgeligt et savn, at Mitzi ikke var med, men det var rigtig rart at mindes og tale om hele forløbet.
Tirsdag rejste til Lars til Danmark på en 10 dags tur, for at tage imod de amerikanske myndigheder, der er i gang med at inspicere på Novo - vi glæder os til han kommer hjem igen.

Soccermum for fuld skrue

$
0
0
For nogle uger siden var Lars en tur i Danmark. Han havde et hårdt program, men nåede også en tur til Jylland i weekenden og fik set en masse familie og venner.
Tolv dage som græsenke er for mig lang tid. Det første stykke tid var det heldigvis stadig ferie, og Silja var på billedkunstkursus på et kunstmuseum i Albany og Elias og Agnes var til gymnastik om formiddagen.

Lørdag havde jeg på nettet set, at der skulle være et Family dance aften i en lille by en halv time herfra. Vi troede at der blev serveret mad inden, men da vi nåede frem viste det sig at potluck dinner betød sammenskudsgilde. De få mennesker, der var der foruden os, var yderst venlige pensionister og hippier der forslog, at vi tog på nærmeste tankstation og købte nogle drikkevarer i stedet for. Silja var allerede der ved at grave sig helt ned under gulvbrædderne over hvor pinlig situationen var, mens vi andre tog det som en oplevelse.
Klask a lår klask a støvl
En time efter vi var ankommet, væltede det ind med mennesker - så folkedans er åbenbart et hit i Vorheeresville. Husorkestret spillede op til dans, og til ære for os, lagde vi ud med en dansk folkedans, og der var hurtig gang i forsamlingshuset! Efter en times trampen i gulvet blev vi dog enige om at drage hjem - folkedans er sjovt, men bliver aldrig elegant at se på:-)

En af dagene var jeg med Anja på et stort outlet i Massachussets, som ligger ca. 45 min. mod øst. Vi havde en hyggelig dag, og det var godt at kunne shoppe igennem og købe forårstøj, uden at have Lars med til at stå og være utålmodig uden for prøverummet:-)

Fodbold hedder soccer i USA, og da Elias skulle spille og træne 4 gange i løbet af ugen, brugte vi lang tid i sportshallen, og jeg fik prøvet at være soccermum for fuld skrue, da det normalt er Lars, der tager fodboldtjansen. At stå på sidelinien er ikke min yndlingsbeskæftigelse, men det er en fornøjelse at se Elias sprudle på banen og score det ene mål efter det andet.

Jeg er gået i gang med at lave min hjemmeside og har fået en ny Mac til formålet. Det er dog noget mere kompliceret end jeg havde regnet med, og min tålmodighed bliver sat lidt på prøve. Websiden hedder lærer-til-lærer, og jeg håber at den engang kan blive til opmuntring for mine gæve lærerkollegaer i en hverdag, der ikke bliver mindre stresset med regeringens lovindgreb!

I fredags lavede førsteklasserne musical på skolen. Det var historien om "De 3 små grise" der var rammen, og Agnes strålede som en sol på scenen, hvor hun sang og spillede på claves. Endnu en gang var jeg imponeret over, hvad de kan få eleverne til i musikundervisningen.

Foråret er for alvor kommet, og vi har investeret i en gasgrill, som er blevet flittigt brugt. Janus - Lars' kollega kom i fredags, og skal arbejde sammen med ham de næste 3 uger. Her til aften kom Tom også forbi, og vi nød at kunne spise udenfor i det fantastiske vejr.


- Posted using BlogPress from my iPad
Viewing all 38 articles
Browse latest View live