Troy - tur/retur..

Lørdag morgen stod vi tidligt op og kørte mod sydvest. Da Janus fortsat var på besøg, og vi havde udsigt til en fodboldfri weekend, ville vi udnytte en oplagt mulighed for at komme ud at opleve nogle af de mange seværdigheder, der er omkring os, hvis bare man er villig til at køre nogle timer. Landskabet er utrolig smukt med floder og bjerge, der lige nu er beklædt i fantastiske forskellige grønne forårsfarver.
Første stop var "Friendly's" - en dineragtig kæde, hvor intet på menukortet kan betegnes som sundt.., men så var der tanket op til rigtig mange timer.
Vores mål for lørdag var at komme til Plymouth Plantation et frilandsmuseum a la Sagnlandet, som ville formidle historien om 102 englændere der 1620 sejlede fra Plymouth i England og endte på kysten syd for Boston. Mødet mellem englænderne og det oprindelige folk var ikke helt ukompliceret, men historien om Thanksgiving kommer herfra, men er vist blevet gjort mere enkel og idyllerisk end den i virkeligheden var.
Museet havde en afdeling med Wampanoag Indianerne som var helt ægte. De fortalte bl.a. at de var ca. 5000 tilbage, og at de havde gjort en stor indsats for at vække deres sprog til live efter at det havde været ved at dø helt ud. Dem vi talte med, havde Wampanoag som andet sprog og engelsk som første sprog. Men deres børn havde det modsat. Selvom det ikke bliver håndhævet, så er det stadig forbudt at tale Wampanoag, og en Wampanoag må heller ikke tage til Boston uden at være ledsaget af en englishman.

I den anden del af museet var der en landsby, med engelske nybyggere eller pilgrimme som de bliver kaldt. Folk gik udklædte rundt og lavede mad over bål, så det virkede meget genkendeligt. De ansatte var meget fortællende og levede sig helt ind i rollen. I et af husene mødte vi nogle franskmænd, der havde boet i Danmark i 8 år. De boede midlertidigt i USA, men skulle tilbage til Danmark, og havde derfor været forbi en dansk skole tæt på, da de gerne ville have at deres drenge skulle holde sproget ved lige. Episoden fortæller lidt om den globale landsby vi bor i, men også noget sjovt om kultur og tilhørsforhold.

Om aftenen tog vi, efter at have checket ind på et hotel, ind til Providence -hovedstaden i staten Rhode Island og fandt et indkøbscenter (mall), hvor Janus havde inviteret på Cheesecake Factory.
Om søndagen kørte vi længere mod syd til byen Newport. Byen er USA's svar på whiskeybæltet, og hører til den virkelig mondæne del af landet. Det var i denne by at rige folk fra New York City i slutningen af 1800 tallet byggede deres sommerboliger, og en del af dem er åbne for offentligheden i dag.

Vi startede med at gå en dejlig tur ved havet og så bagefter rigmanden Vanderbilts sommerbolig "Breakers". Det var meget overdådigt og ret smagløst med alverdens stilarter der var blandet sammen, men med et headset blev vi guidet igennem, og fik fortalt en masse spændende historier om huset. Børnene kunne vælge en mere børnevenlig udgave og synes også at det var rigtig interessant. Bl.a. fik de at vide at børnene ikke spiste med deres forældre, og at man bl.a. skiftede tøj 6 gange om dagen.

Desværre måtte vi ikke tage billeder, men indgangsporten viser en del om resten af huset.
På havnen i Newport fik vi Crab cakes (krabbe fiskefrikkadeller) og Clam Chowder - en flødemuslingesuppe som man spiser en del af i New England området, og så skulle vi hjem og gøre klar til en ny uge.
- Posted using BlogPress from my iPad

Forrige søndag var det mors dag - en begivenhed man gør en del mere ud af i USA end i DK. På skolen var der blomstersalg, og børnene havde lavet hilsener, og lørdag var der et British Style Tea arrangement i kirken for mødre og døtre, hvor der i dagens anledning var dækket op med duge, porcelæn og bestik (også kniv!). Til gudstjenesten om søndagen blev der læst vers op fra Bibelen om mor, og børnene skrev hilsner i søndagsskolen..

Lørdag aften kom Anne - et besøg jeg har set frem til meget længe:-) Om søndagen tog vi om eftermiddagen ind til Albany og så byens plads, hvor der bl.a. ligger en meget speciel koncertbyning, som lidt ligner en UFO på skrå. Albany er hovedstaden i staten New York, men er ikke speciel interessant, men søndag var byen usædvanlig fuld af leben, da der var Tulipanfestival - en slags markedsdag i byens park, hvor der var koncerter, boder og, som navnet indikerer, tusindvis af smukke tulipaner. Vi hørte et Elton John kopiband, som gjorde det temmelig godt og nød det fantastiske vejr. I USA er det forbudt at drikke offentligt, så der var ingen fadølsanlæg, men folk så ud til at klare sig glimrende uden!

Mandag var det gråvejr og hundekoldt, så vi valgte at bruge dagen indendøre på shopping i et stort outlet lige over grænsen til Massachusetts. Tøj og sko er virkelig noget der kan betale sig at købe med hjem og mærkebutikker som Gap, Banana Republic, Tommy Hilfiger, Nike osv. ligger side om side.

Se godt på billedet og find ud af hvad det er lavet af!

En time fra butikkerne var vi blevet anbefalet et godt kunstmuseum MassMoca, og der var mange flotte installationer og kunstværker.

Dagen sluttede af med koncert på skolen, hvor Silja igen spillede bas som den eneste. Alle eleverne mødtes bagefter på den lokale youghurt isbar, hvor man denne aften automatisk donerede penge til skolemusiklivet i kommunen, når man handlede. Fundraising er virkelig noget amerikanere er gode til!

Silja med sin veninde Virag

Tirsdag tog vi ud og så den skønne natur omkring os ved at fantastisk udsigtspunkt og gik tur langs klipperne. Bagefter tog vi hen og fik ordnet negle - en ting der er obligatorisk, hvis man ikke vil falde udenfor, og så er det også meget billigere end hjemme.
Om aftenen det traditionsrige besøg på Dinosaur sammen med Janus, der var tæt på afrejse og tidligt næste morgen tog vi toget mod NYC. En anbefalelsesværdig smuk rejse med udsigt til Hudson River og bjerglandskaber hele vejen. Efter en noget bøvlet tur med Subwayen, som ikke er lavet til rejsende med store kufferter og mangel på stedsans, nåede vi til Queens, hvor vi havde lejet et værelse, hos en dansker jeg kender fra et facebook netværk for danske kvinder i USA.

Da vi nødig skulle spilde tiden, tog vi straks tilbage til Manhattan for at komme i Empire State Building og få et overblik over byen. Vi havde bestilt billetter hjemmefra, men da vi kom derind skulle vi vise foto-ID, som vi ikke havde, og måtte tage hele vejen tilbage.. Heldigvis var der ingen kø og et fantastisk vejr, så alle sorger var glemt, da vi endelig nåede op på toppen af den 380 meter høje skyskraber med 102 etager.

Om aftenen tog vi til Harlem til Amateur Night på Apollo Theatre. Det er en fast tradition at man om onsdagen kan stille sig på scenen som amatør og få publikums dom enten buh eller klapsalver, og stjerner som Michael Jackson og James Brown har efter sigende startet karrieren der. Der var gang i salen fra starten af, og flere af dem der var på scenen kunne da godt synge, men nogle fremtidige superstjerner var der ikke i blandt de optrædende den aften;-)

Dagen after tog vi til WTC memorial, som er en mindepark for tragedien11. sep 2001. Der hvor de 2 tårne lå, er der nu 2 dybe sorte springvand, hvor man på kanten kan læse alle navnene på de omkomne. Ved siden af ligger den første skyskraber i nye World Trade Center.

Det er lidt uvirkeligt at tænke på hvad der skete, når man står der i turistmængden der stiller op til fotografering. Bagefter vandrede vi lidt omkring i området som er NYC finanskvarter, der bl.a. huser Wall Street mm.

Ved frokosttid havde jeg aftalt at mødes med min israelske fætter Ilan, der for tiden er bosat i LA, men var på tur til NY med sin kæreste.

Det er næsten 4 år siden jeg så ham sidst, så der var stor gensynsglæde. Jeg har ikke nogle fætre eller kusiner i DK, så det har stor betydning for mig. Da han skulle hjem senere samme eftermiddag, var der meget der skulle snakkes om på kort tid, og fik gået en dejlig tur i HIgh Line Park, som er et gammel jernbanespor, der er lavet om til en hyggelig park med udsigt til vandet. Da vi havde sagt farvel tog vi tilbage til det sydlige Manhattan, og tog den gratis færge til øen Staten Island og så Frihedsgudinden på tæt hold. Da vi kom tilbage gik vi igennem Battery Park og fandt en meget hyggelig restaurant med udsigt over vandet.

Fredag tog vi til den mindre mondæne bydel Lower East Side for at tage på arbejdermuseet Tenement. Mens vi ventede på en rundvisning spiste vi brunch på en café lige overfor - sådanne hyggestunder man kan leve længe på bagefter.

På den utrolig spændende guidede tur, besøgte vi gamle arbejderboliger og fik historierne om de vilkår, mange af emigranterne i begyndelsen af 1900 tallet levede og arbejdede under.Kvarteret bag ved museet var engang centrum for tøjproduktionen til de store varehuse. Senere på dagen tog vi et kort smut om Chinatown, gik over Brooklyn Bridge og shoppede lidt omkring Chelseakvarteret.

Inden det var tid til at sige farvel lørdag tog vi forbi Central Park og Central Station og fik gjort de sidste indkøb og spiste frokost i Whole Foods. NYC bliver jeg aldrig træt af. En ting er seværdighederne, noget andet er alle de fantastiske mennesker fra alverdens baggrunde. Hvor ellers i verden kan man i metroen, se en kineser læse avis oppefra ved siden af jøden der mimrer til toraen bagfra, alt imens et mexikansk mariachi orkester kommer ind og spiller - I love it:-)

Da jeg sidst efterlod Lars alene med ungerne (da jeg skulle til Anne og Sørens bryllup i DK), fik Lars dårlig ryg. Om det er psykosomatisk eller bare tegn på at alderen trykker, ved jeg ikke, men torsdag mens jeg var væk, gik det helt galt igen, og Lars kom kun igennem dagene med hjælp fra Tom. Derfor var jeg ventet med længsel af mange årsager;-) Det går heldigvis lidt bedre, men han har ikke kunne arbejde hele ugen..

Indledningsvist vil jeg følge op på Lars' dårlige ryg og fortælle at han, efter adskillige kiropraktorbesøg og nætter på gulvet, er ved at have det godt igen. Desværre må han nok erkende at fodbold og løb ikke er sportgrene, han kommer til at dyrke så meget fremover.

Forrige mandag havde børnene fri pga. Memorial Day, og vi kørte ned til Watervliet for at se en parade. Jeg havde nok forventet at se marcherende soldater, men i stedet kom alle der gerne ville deltage dvs. brandmænd, pigespejdere, og lokale tamburkorps traskende afsted. Ind i mellem var der nogle gamle soldater og vogne med gamle våben, og børnene fik en god erstatning for 9. klassernes karameldag, da der blev smidt slik ud til vinkende børn.

Ellers er det ved at være rigtig varmt de fleste dage, og vi har været inviteret til en del grillaftener. Den ene familie vi var inviteret hjem til kender vi fra Elias' fodboldhold, og vi havde en fantastisk hyggelig dag i deres sommerhus, hvor de havde svimmingpool. Det er helt sikkert nogle vi kommer til at se noget mere til. Som nævnt så mange gange før, er det lidt skidt med madkulturen, og man kan undre sig over hvor begejstrede amerikanere kan blive ved med at være for at spise hamburgers og hotdogs..jeg var ved at få kvababbelse efter 3 grillaftener på en uge:-)

Hele sidste uge var der Spring Fling, som betyder at man hver dag skal være udklædt på forskellige skøre måder, og i fredags sluttede det så af med en slags idræts/markeds dag, hvor eleverne fik årsbøger og t-shirts. Børnene gik utrolig meget op i det, og tirsdag morgen var Elias oppe klokken 6 for at få sat sit hår.

Mere funny hair

Mismatch day

Hattedag

En af de gode ting vi er blevet mindet om i vores kirke her, er at lave noget med vores børn hver for sig. Lars har i vinters haft alle tre med ude at bowle alene, og forleden dag var det så Elias' tur til at lave noget med mig. Da han altid banker os i tennis på Wii, kunne han godt tænke sig at prøve det i virkeligheden, og efter en solid morgenmad fik vi på en time lært at spille så godt, at vi kunne spille en kamp. Især det at serve var sværere i virkeligheden, og modstanden var også langt hårdere:-)

Torsdag tog jeg på retræte/lejr med kvinderne i kirken. Jeg havde set frem til kajakroning og vandreture, men desværre var vejret temmelig elendigt. Der var ikke så meget program, så det blev til mange gode samtaler og nye venskaber i stedet. Den amerikanske rørstrømskhed ligger dog meget langt fra min personlighed, og når så mange kvinder er samlet får den gas for fuld skrue..
Fredag eftermiddag tog jeg ind til den nærliggende by Pittsfield med Sarah, Sharon og Joanna. Vi fandt en butik hvor man kunne lave øreringe mm. Dagen efter, da retræten var forbi, tog vi tilbage og var i biografen og ude og spise.

Søndag eftermiddag tog vi på hike med Tom og en familie fra kirken, og vi fandt både salamandere, frøer og en skildpadde

Agnes plukkede blomster

og da vi kom til en sø smed ungerne tøjet og hoppede i

I går var jeg med Elias på tur - det er meget almindeligt at man tager forældre med på udflugter, og i går var det ligefrem et krav, for at børnene kunne deltage. Vi skulle køre halvanden time mod vest til byen Cooperstown, hvor der lå et Frilandsmuseum "Farmers museum". Her kunne man besøge en velbevaret landsby fra 1840'erne. Som i Lejre, gik folk udklædte rundt, og vi besøgte både smeden, trykkeren, væversken, kostemageren og husmoderen, der stod og lavede mad over bål.

De havde også en del dyr, og Elias fik lov at stå med de to tyrekalve. Husene var lavet af træ og var en meget højere standard, end det mørke husmandssted vi selv har boet i, når vi har været i Sagnlandet.

Efter at have vandret rundt i alle husene skulle vi videre til et baseballmuseum, som man helt sikkert skal være amerikaner for at se det sjove i..

Da vi havde set mange rækker af baseballbat og t-shirts, gik vi på det lokale konditori og fik kage og varm kakao i stedet for.

Forrige torsdag fik børnene velfortjent og meget tiltrængt sommerferie efter et helt år i amerikansk skole. Skolesystemet har på mange måder både imponeret og forarget mig. Det skoledistrikt vi hører til er et af landets bedste, og de har alle 3 lært ufattelig meget. Alt er utrolig velorganiseret - ingen kommer for sent og der er RO i timerne. På andre punkter synes jeg skoledagen er alt for lang, og det virker helt forkert, at man f.eks. inddrager elevernes eneste frikvarter, fordi de har glemt lektierne hjemme.
Jeg har fået lov til komme over på skolen og observere i løbet af efteråret, og jeg glæder mig at se skolehverdagen med egne øjne, og få en masse inspiration og idéer med hjem.

Elias med sin Hr. klasselærer:-)

To dage før børnene fik ferie, kom min mor. Vi har haft nogle skønne uger, hvor vi bl.a. har været på alverdens ture. Sidste tirsdag tog vi til Catskills Mountains, hvor vi badede og så et flot vandfald på vej hjem.

Endelig kom mormor

Det har været dejligt med en ekstra hånd når børnene har været hjemme, og lørdag efter hun var kommet, kørte Lars og jeg til Harry Connick Jr. koncert i Connecticut. Han har været et af mine helt store idoler siden jeg var teenager, og det var en stor oplevelse at opleve ham live igen.

Til Harry koncert en skøn sommeraften

Ellers har vi købt sæsonkort til alle NY statsparker, og mange af dem har søer man kan bade i, hvilket vi allerede har benytte os flittigt af. Torsdag var vi ude at sejle på Hudson River og se Albany fra en anden vinkel. I weekenden besøgte vi et kunstmuseum en time herfra, hvor en af mine yndlingskunstere Georgia O´Keefe udstillede. Hun elskede NY stat og brugte meget tid på at male ved en sø 3 timer herfra. Vi havde i mange år en plakat hængende med en af hendes malerier, som jeg havde købt på en udstilling på Louisiana, uden at vide at vi skulle komme til at bo meget tæt på søen Lake George, som er på billedet.

Vejret er blevet meget varmt og lummert. Sankt Hans Aften havde vi inviteret en del gæster, men måtte meget udansk begynde festen med at sidde indendøre i aircondition.
Silja og Agnes havde været kreative og lavet en heks til vores lille bål, som vi fik brændt af, og vi sang på opfordring første vers af "Midsommervisen".

Senere på aften ristede vi skumfiduser over gløderne, men helt Sankt Hans stemning bliver der ikke, når det allerede bliver mørkt kl. 21. Ak ja de lyse nætter er en af de få ting, i det danske klima jeg savner.

Onsdag aften havde Anja og Jack spurgt, om vi ville med ind og se baseball. I Troy spiller et semiproffesionelt hold - The Valleycats. Som skrevet tidligere, har vi stået lidt uforstående over for amerikanernes begejstring for baseball, da det for de fleste danskere bare ser ud som en lidt avanceret form for rundbold.

Da vi trådte ind på stadion, fik man dejavu til de adskillige filmscener i amerikanske film, og stemningen var helt i top. Spillerne på banen fik absolut ikke al opmærksomheden, for der sker alverdens ting på et baseballstadion mens kampen spilles. Denne aften var det "Hot Dog Night", og man kunne købe 10 hotdogs for 5 dollars. Ud over dette var en af de muntre indslag en hotdog ædekonkurrence, som Elias stillede op til. Han fik dog kamp til stregen af flere store mænd med hængemaver, som hurtigt fik kværnet alle de hotdogs, der var stillet frem.

1,2,3 SPIS!

Agnes og Elias deltog også i en Chicken dance (stoledans) og indimellem brølede der musik ud i højtalerne, og biler kørte rundt på sidelinien og kastede t-shirts ud til folk. l løbet af aftenen mødte vi adskilligere mennesker vi kendte, og vi fik en lidt større forståelse for sporten, og hvorfor så mange mennsker tropper op til kampene. Spillerne var i øvrigt i topform og vandt aftenens kamp.

Ellers nyder børnene ferien i fulde drag. Silja og Agnes har fået en ny hobby i at lave ting ud af gaffatape! ikke fordi der ikke var andet at lave, men fordi gaffatape fås i alverdens forskellige flotte farver og kan købes i diverse panduroagtige butikker.

Elias har, udover total afslapning to mål for sommerferien: at komme til at løbe 10 km (hans form er elendig efter et år i amerikansk skole) og at lære alle de amerikanske stater udenad..:-) Indtil videre kan han 43 stater, så han er godt på vej..

4. juli er som bekendt USA's uafhængighedsdag, og overalt var der pyntet op i røde, hvide og blå farver.

Vi nød at Lars havde fri og tilbragte det meste af dagen med at bade, inden vi tog til Saratoga for at spise med Anja og Jack.

Ved mørkets frembrud gik vi hen til byens park, hvor der var koncerter og en mand i 1786 kostume, der læste uafhængighedserklæringen højt efterfulgt af nationalsang med hånden på hjertet og festfyrværkeri. På vej ud hørte Lars flere sige "I just love this country - it's the best country in the world" - dejligt med en dag, hvor man kan hylde nationalfølelsen:-)

11. juli var det Siljas 11 års fødselsdag, og mormor og Leif kom tilbage fra deres roadtrip for at være med til at fejre hende. Vi begyndte festen hjemme med boller og kage, og tog om aftenen ud til Grafton Lake og grillede.

Da livredderne var gået hjem, måtte vi bade "ulovligt" i søen, men havde en dejlig aften alligevel, og Silja fik bl.a. bøger til hele sommerferien.

I USA er børns sommerferier lange, og de fleste udearbejdende forældre må hyre barnepiger for at få det til at hænge sammen, da de som regel ikke har ret meget ferie selv. Andre sender deres børn på sommerlejr og det væltede ind med invitationer til alverdens lejre inden starten af ferien. Da de fleste lejre har lønnede medarbejdere, koster det næsten ca. 10.000 kr. at sende 1 barn på lejr med overnatning, så den fornøjelse springer vi over i år! Til gengæld er de i denne uge sendt på WMCA (kfum/k) lejr, hvor jeg skal bringe og hente hver dag. Efter næsten 4 uger hjemme trængte de til at se nogle andre børn, og jeg har bl.a. brugt tiden på at arbejde lidt mere på min hjemmeside.
På lejren får de svømmeundervisning hver dag, og kan deltage i forskeligge aktiviteter. Børnene er vant til en lejr med overnatning på Feddet i Danmark, som er meget svær at hamle op med, så de var ikke ovenud begejstrede til at starte med, men har alligevel fået mange gode oplevelser.
Lejren har et slogan, der hedder safety og fun, men som Elias sagde i går hænger de to ting slet ikke sammen. F.eks. må man ikke have sandaler på - (tænk hvis man slår sine tæer?) eller svømme på det dybe vand, selv om man kan svømme. På lejrens hovedkontor sidder en sygeplejerske klar med 5 hospitalssenge... det er simpelthen så overdrevet, men man må slet ikke lave en lejr uden en sygeplejerske til stede!

Forrige weekend havde jeg fået en invitation til at komme til Boston. Suvi, som jeg har gået i folkeskole og været spejder med, er flyttet dertil for nylig, og havde på facebook set, at jeg boede i nærheden. Det tog ca. 3 timer med en Greyhound bus og komme dertil, og vi gik med det samme på udforskning i byen, som er en af USA's ældste. Vi så lidt af Freedom Trail, som er en rute med mange historiske bygninger, og kom forbi Sams bar, som var så propfyldt med mennesker at vi valgte at drikke en øl på en anden bar i stedet. Byen har mange hyggelige kvarterer, og om aftenen var vi i den italienske del og spise.
Om søndagen lejede vi kajakker, og sejlede en skøn tur på Charles River, der løber igennem byen, og hvorfra der var en fantastisk udsigt.

Om eftermiddagen nåede vi at se Harvard universitetet, og vandrede rundt i kvarteret omkring. Det var en rigtig hyggelig weekend, og på mange måder som at hoppe tilbage i en tidslomme. Vi har ikke set hinanden siden folkeskolen, og der dukkede mange sjove minder op i løbet af weekenden, og personer jeg ikke har skænket en tanke meget længe, dukkede pludselig op på nethinden.

Tirsdagen efter tog vi allesammen afsted til NYC, da jeg skulle mødes min faster fra Israel, der var på et kort visit på vej hjem fra Mexico. Vi stillede bilen ved stationen i Albany og kørte med tog, da vi ikke havde mod på bilkørsel på Manhattan. Turen herfra er utrolig smuk, da man kører langs Hudson River hele vejen. I NYC var der hedebølge da vi kom, så det gjaldt om at finde nogle indendørs aktiviteter i aircondition. Vi begyndte med at se et lille Anne Frank museum, som på en rigtig fin måde formidlede hele historien, så børnene kunne følge med. Selv om man har hørt om 2. verdenskrig så mange gange, er det stadigvæk lige grotesk og rystende at høre om det, og børnene stillede mange undrende spørgsmål.
Bagefter tog vi ned til Battery Park på den sydlige del af Manhattan, hvor børnene blev kølet lidt ned i et springvand..

Sofie havde anbefalet et billigt og meget specielt hotel ikke langt fra centrum, hvor alle værelser er dekoreret og malet af forskellige kunstnere. Det var lige så spooky, som vi havde regnet med, og vi nåede lige at blive indkvarteret, inden vi skulle videre og i teatret.

Forestillingen vi så var musicalen Matilda - en af Roald Dahls børnebøger. Børnene kender den fra film og var meget begejstrede; utroligt hvad man kan få børn til på en scene!

Om onsdagen mødtes vi med Laura, hendes kæreste og et vennepar hun kendte fra Argentina.

Vi tog på en sejltur hele vejen rundt om Manhattan, og fik set hele byen fra en anden vinkel. Det var hyggeligt at se hende igen, men dagen var præget af, at det næsten var 40 grader, og derfor temmeligt uudholdeligt at foretage sig ret meget. Laura har undervist i gymnastik det meste af sit liv, og ville gerne se Agnes og Elias lave håndstand og kraftspring, på trods af heden.

I går aftes tog Lars til NYC igen for at tage imod sine forældre og vise dem byen i et par dage, inden de kommer hertil på søndag. Vi glæder os til at skulle holde ferie allesammen sammen i længere tid.

Sommerferietid er gæstetid, og Lars tog for tre uger siden til NYC igen, for at hente sine forældre i lufthavnen, og se Manhattan uden børn i et par dage. De fik set alle de obligatoriske ting, og kom også til gospelgudstjeneste i den lokale kirke i Harlem, hvor de boede.
Der var stor gensynsglæde, da vi tog imod dem på stationen, og vi nød et par dages afslapning og rundvisning i vores lokalområde, inden det var tid til at pakke bilen og køre ud på roadtrip. USA er så kæmpestor, og der er så mange ting at se, at det har været svært at vælge, hvor ferien skulle tilbringes. Vi valgte dog at blive i det nordøstlige hjørne, da der er så mange ting i nærområdet, vi ikke har set. Vi begyndte turen med at køre til staten New Hampshire, og første stop var en forladt landsby, der er lavet om til museum.

Vi spiser frokost i Canterbury, NY

Beboerne der havde boet der engang, tilhørte en kristen sekt - Shakerne - der fik deres navn, fordi de nærmest gik i ekstase og begyndte at ryste, når de skulle synge. En af reglerne var, at man ikke måtte gifte sig eller have sex, så mærkelig nok uddøde den efter noget tid.. !
Vi fik en rundvisning på museet, og så hvor velorganiseret og enkelt de levede. I mange år adopterede de børn til deres "kollektiv", og var kendt for deres gode skoler.

Børnene hoppede i Shaker-outfit og prøvede at ligge i rebsenge..

Dagen efter stod vi meget tidligt op for at komme med første tog op af Mount Washington, som er New Englands højeste bjerg. Toget var et damplokomotiv, som tøffede op af bjerget, med stop undervejs for at hælde vand på dampmaskinen.

Desværre var det fuldstændig tåget, så vi kunne ikke nyde udsigten på vej op. På toppen skiftede vejret så hurtigt, at vi kun i kortvarige glimt kunne se, at vi rent faktisk stod på et bjerg. Mens vi ventede på at komme ned igen så vi et museum om bjerget, hvor man bl.a. kunne læse om det ekstreme vejr, der er i den højde. Efter en times tid bevægede vi os langsomt ned igen, og heldigvis klarede det op og vi kunne nyde den utrolig smukke udsigt.

Vi forlod derefter New Hampshire og kørte til Montpelier, som er hovedstaden i Vermont. Vermont er fantastisk smuk og bjergrig, men vores fokus var mere på kulinariske oplevelser, og vi kørte straks til rundvisning på Ben og Jerrys isfabrik, hvor vi fik is i lange baner.

Bag ved Ben og Jerry's fabrikken

Lørdag var vi til kæmpe marked i Burlington. Vermont er kendt som en gourmetstat, med gode oste, sirupper og andre lækkerier, og vi vandrede fra stand til stand og smagte alverdens gode sager.

På vej tilbage spiste vi konditorkager på en restaurant, der er ejet af selveste Von Trapp familien (der inspirerede til Sound of music), hvor der var en skøn panorama udsigt over bjergene, mens et band spillede op med strygermusik - ren alpeidyl.

Søndag sejlede vi med færge over søen Lake Chamberlain, og følte os helt hjemme i Danmark, mens vi ventede ved færgelejet. På sejlturen var der udsigt til Adirondicks en kæmpe statspark i det nordlige NYC, som var vores næste stop. (Fortsættelse følger...)

- Posted using BlogPress from my i

Hermed anden del af rejsebeskrivelsen fra vores roadtrip med Kirsten og Henning.
Adirondacks er en kæmpe national park i den nordlige del af staten NY, hvor vi tilbragte de næste 3 dage på et 70'er agtigt motel lige ned til søen Long Lake.

Vi vågnede til den skønneste udsigt hver morgen, og selv om temperaturen ikke var særlig høj, kunne vi nyde solen på badebroen lige neden for.

Motellet havde kajakker man kunne leje, og vi var allesammen ude at padle. Henning har i rigtig mange år talt om, at kajakroning var noget han godt kunne tænke sig, og heldigvis levede det op til forventningerne.

Om tirsdagen tog vi på vandretur i bjergene. Vi havde valgt en tur på ca. 3 km. så alle kunne være med, og da vi nåede op på toppen var det flot solskin, og der var bjergudsigt hele vejen rundt. Dagen efter tog Lars, Elias og Henning på en længere bjergtur, mens vi havde "dametid" (citat Agnes) på motellet. Danmark er en lille flad have i forhold til den vilde natur, vi er omgivet af her, og kommer på top 5 over de ting, vi kommer til at savne.

Efter nogle afslappende dage i bjergene, gik turen videre til et helt andet landskab med mere fladt terræn i det sydlige NY. Området hedder Finger Lakes p.g.a. en masse aflange søer, og er kendt som et af de største vindistrikter, næst efter Californien. Vi havde lejet en hytte på en vingård, og der var gratis prøvesmagning på deres vine. Om aftenen grillede vi og lavede bål, mens vi sang spejdersange og ristede skumfiduser, som sammen med nogle fantastiske honningkiks og chokolade hedder "S'mores" fordi de smager af en til. En af de ting, vi havde valgt fra på vores tur, var at køre til Pennsylvania og se Amish folk. Til vores store overraskelse boede der en hel del af dem i Finger Lakes området, og flere steder så vi følgende skilt.

Da vi skulle handle stod der hestevogne uden for supermarkedet, og det ser altså komisk ud, når folk i tøj fra syttenhundrederødkål, hiver et visakort op af pungen. Amish folkene er i stigende vækst, fordi de har et ret højt fødselstal, og derfor spreder de sig til mange områder i USA.

Efter ni dages rejsen var det blevet til til vores endemål: Niagara Falls og vi nød turen langs Lake Ontario, der ligger mellem grænsen til USA og Canada. Søen var så stor, at vi fik fornemmelsen af en rigtig strand med bølger, og det er skønt at holde pauser, hvor man kan få en dukkert.

Alle siger, at man se vandfaldet fra Canadasiden, så vi kørte over grænsen, overnattede og tog afsted igen næste morgen. Byen Niagara Falls er en rigtig turistby i ordets værste forstand, og gade op og ned ligger der spillehaller, forlystelser og restauranter i en stor pærevælling. Men det vi var kommet efter, var køreturen værd: WOW - det er bare flot og vildt, og vi var imponerede for hvert et skridt vi tog langs den lange promenade.

Ungerne og jeg tog til sidst med "Maid of the Mist", som er et skib, der sejler så tæt på vandfaldene så muligt. Alle bliver udstyret med blå regnfrakker, da chancen for at blive våd er temmelig stor.

På turen fik vi at vide at der var en ældre dame i en tønde og en lille dreng med redningsvest, der havde taget turen ned af vandfaldet og overlevet!
Resten af dagen gik med at køre den knap 500 km. lange tur hjem, og det er nu en rar fornemmelse at ligge i sin egen seng igen, når man har været på farten længe.

Bedstemor og bedstefar tog afsted forrige onsdag, men her er sommerferien fortsat i gang, og jeg er ved at længes efter en hverdag igen..
P.t. nyder vi dog at have besøg af Simon og hans kæreste Julie, men det må I høre mere om I næste blog:-)

Her til morgen begyndte børnene i skole igen. I mit hoved hænger det slet ikke sammen med at kalenderen viser september, og efter ti ugers sommerferie har jeg efterhånden glædet mig til mit rolige hjemmegående liv:-) M.h.t. skolestart har forberedelserne været en del lettere i år; børnene har dog alligevel været meget spændte, da man skifter klasse og lærer hvert år.

I midten af august tog Kirsten og Henning hjem, men inden da var de med til at fejre Elias' 10 års fødselsdag. Han havde i dagens anledning "bestilt" en lagkage i 10 lag, som ikke blev speciel køn men velsmagende, og i gave fik han en compound bue som Lars, og der er blevet øvet flittigt i haven siden. Om eftermiddagen tog vi op på skolens græsplæne og spillede rundbold, og for Tom som har spillet meget baseball, var det let at skyde til bolden..

En uge senere var det Simon og hans kæreste Julies tur til at komme på besøg. Det var skønt at se ham igen, og dejligt at få mulighed for at være sammen i længere tid. Det blev til en hel del ture i nærområdet og til søen Grafton Lake, hvor vi har badet sommeren igennem.

En af dagene var vi med lift op af Hunter Mountain og nyde udsigten, og en anden dag Tubing tur (en badering), hvor man driver ned af floden i roligt tempo. Der var ikke så meget action over det, men det var temmelig afslappende.

Simon største ønske, mens han var her, var at komme på hvalsafari, så han og Julie lånte vores bil og kørte til Cape Cod. Imens havde jeg meldt ungerne på lejr igen, da sommerferierne her er ALT for lange i følge mig.. Silja elsker dyr, og var inden vi rejste tit på besøg på rideskolen. En lørdag tog vi så ud for at prøve at ride, og Silja var hooked med det samme og var frisk på en uges ridelejr.

Desværre var hun så uheldig, at hun faldt af hesten på lejrens anden dag og brækkede armen, så nu får både ridning og kontrabassen en pause i noget tid. Heldigvis har hun ikke fået hesteangst, og kunne nøjes med at få slynge på og skal i første omgang til kontrol efter to uger. Elias fik meget tiltrængt brændt noget krudt af på fodboldlejr, og Agnes fik genopfrisket sin kunnen på gymnastiklejr.

En af de byer som ligger tæt på er Schenectady, men i det år vi har boet her, har vi aldrig været der. For noget tid siden blev vi gjort opmærksom på en forholdsvis ny film: "A Place Beyond the Pines", som er optaget i byen. Filmen er rigtig god, og da Simon og Julie også havde set den, tog vi på tur for at finde de rigtige locations fra filmen. Bl.a. får hovedpersonerne en is, hvor de tager et foto, der er meget centralt for filmen. Handlingen udspiller sig blandt samfundets bund, og byen var lige så trist og slidt, som man får indtryk af i filmen.

Simon og Julie på location "A place Beyond the Pines"

En af de sjove ting ved at have gæster er, at vi pludselig finder ud af hvor mange ting vi har vænnet os til her, og ikke længere undrer os over eller stiller spørgsmålstegn ved. F.eks. var vi i starten ved at få pip af amerikanernes syn på sikkerhed, og det er også noget af det vores gæster undrede sig mest over. En anden ting er det rige dyreliv i vores have, hvor der både er jordegern, harer, hjorte, kalkuner mm. - vi stopper jo ikke op og tager billeder længere, hver gang der fiser et jordegern forbi.
En af dagene så vi dog et dyr vi ikke har set før, nemlig en lille slange der lå under træværket på vores hus! Den skulle ikke være giftig, men man bliver alligevel lidt forskrækket.

Slange på besøg

I USA slutter sommeren officielt Labor Day weekend. Vores venner Rowena og Dennis havde inviteret os ud i deres hus hvor de har svimmingpool og hvert år laver camping i haven. Elias spiller fodbold med en af deres drenge, og der var gang i den hele weekenden.

Der laves skydeøvelser med luftgevær- vi er vel i USA! Silja med armen i slynge..

Årets sidste badetur - Labor Day weekend

Fredag var Lars og jeg var til John Mayer koncert, mens Anja og Jack var så søde at passe børn. Han havde udgivet et nyt album om tirsdagen, som jeg havde lyttet flittigt til hele ugen og koncerten var helt fantastisk.. han er en utrolig dygtig guitarist, sangskriver og ikke mindst sanger. Opvarmningsbandet var i øvrigt vinderen af American Idol Phillip Phillips, hvis hit "Gone, gone, gone" har været en landeplage hele sommeren.

På pigernes ønskeliste har længe stået et sleepover- altså at deres veninder kunne komme og sove her, så i tirsdags stod den på pigehygge mens Elias og Lars tog i biffen.

De lavede selv pizzaer, og så var der produktion af saltskrub, fodbadning, film, slikspisning og ikke mindst fis og ballade til langt ud på natten. Det er dejligt at de har fået nogle gode veninder tæt på, og allerede nu bliver der talt om, hvor trist det bliver at skulle hjem.
Det er med blandede følelser, at vi så småt at ved at lægge planer for vores hjemkomst. Der er en del ting der skal gå op i en højere enhed, da vi skal ha' sendt alle vores ting hjem igen. Vi håber at få det hele tilrettelagt snarest, så vi kan nyde vores sidste knap fem måneder her, uden at spekulere for meget på alt det praktiske, når vi kommer hjem.

Skriverierne på bloggen har ligget stille et stykke tid, hvilket bl.a. skyldes at det meste af det vi oplever i disse måneder, er gentagelser fra sidste år.
Lars har været på Men's Retreat med kirken, vi har været på æbleplantage og plukke æbler og været til efterårsmarked på skolen.

Forleden dag løb Elias motionsløb (1 mile) og i forhold til sidste år, vidste hvad det gik ud på, og hvor vi skulle hen mm. Det er rart at have et halvt år, hvor vi genkender rutinerne og ikke hele tiden skal forholde os til nye ting, samtidig med at det også er smule vemodigt at tænke på, at tiden i USA er ved at rinde ud.

Skoleåret har efterhånden været i gang lidt over en måned, og som overskriften hentyder til, kommer denne blog til handle en hel del om de oplevelser jeg har haft i med det amerikanske skolesystem. Før sommerferien skrev jeg til samtlige lærere på skolen, og spurgte om jeg kunne komme og observere deres undervisning, og det er der heldigvis mange, som har givet grønt lys til. Jeg har været afsted tre dage om ugen og prøver at være ca. to dage i hver klasse. Det har været godt at prøve at skulle afsted om morgenen igen.. en god tilvænning til det arbejdende liv, der venter i februar!
Jeg har hele tiden været meget skeptisk over for den måde, lærerne konstant belønner og afstraffer børnene, og når man kommer fra Jantelovsdanmark er der svært at kapere, at nogle får diplomer og bliver særligt udvalgt, når andre ikke gør. Mine betragtninger er selvfølgelig kun lavet ud fra det, jeg har set indtil videre, men jeg tror at det jeg oplever er meget typisk og gennemsnitsamerikansk.

Når man træder ind på børnenes skole om morgenen, møder man tre lærere der står og siger godmorgen og ned af gangene, står der andre lærere for hver 50. meter. Det er først og fremmest for at holde øje med, at der ikke bliver løbet på gangene, men også for at holde forældre væk. Forældrene siger farvel i skolens hall og har ikke adgang på resten af skolen. De første 10 minutter er "tjek ind" tid, og her forventes eleverne selvstændigt at aflevere sedler og lektier og gå i gang med dagens morgenarbejde. Dagens undervisning starter med at love troskab mod flaget, hvor alle rejser sig med hånden på hjertet
( det bliver temmelig akavet for mig).

De fleste lærere har klassen i næsten alle fag, og er derved sammen med eleverne i næsten syv timer hver dag kun afbrudt af kreative fag som billedkunst, musik og idræt. Den største forskel er, at man i USA skifter lærer og klasse hvert år og klasseværelset er lærernes, og fungerer samtidig som et kontor/ forberedelseslokale.

Nogle af de ord der først popper op i hovedet, når man skal beskrive den amerikanske skole er struktur, regelmæssighed og ro. Skal eleverne til eller fra frikvarter (eller tyve meter ned ad gangen til et andet lokale) stiller de op på lange rækker. I de forskellige klasser jeg har været i indtil videre er alt meget genkendeligt, så børnene får opbygget rutiner, selvom de skifter klasse hvert år. F.eks. læser alle elever hver dag i ca. en halv time, ligesom højtlæsning er noget læreren praktiserer hver dag. Lærerne er eksperter i at lede eleverne og har hele tiden strategier for skift og hurtige overgange, så som klap, klokker og nedtællingsure. I de fleste lokaler er der et stort tæppe som eleverne sidder på, når de skal have historie osv., og det bruges også til at underbygge skift i løbet af skoledagen. Jeg får hele tiden små praktiske ideer at tage med hjem, og har masser af materiale til at lægge på min hjemmeside, når den engang bliver færdig..

I den ene klasse, observerede jeg en meget rutineret lærer, der lavede værkstedsundervisning på en velfungerende måde. Alle elever havde grønt kort da dagen begyndte og hvis de efter 1 advarsel ikke hørte efter, blev kortet gult. Belønningen da dagen var slut var 1 lille chokoladeknap til alle med grønne kort, og man kan ikke lade være med at spekulere på, om det virkelig er det der skal til;-)

Meget af undervisningen, både i skolen og i kirken, er dog meget lærerstyret og røv til bænk undervisningen kører derudaf for fuld skrue. Lærerne har kontrollen og lader ikke børnene komme ret meget på banen. Glemmer man at lave sine lektier eller f.eks. at skrive navn på sine papirer, får man inddraget dele af dagens eneste frikvarter. Sørgeligt da det tit er de børn, der ikke har styr på tingene, der har allermest brug for at komme ud at røre sig.
I gennemsnit er der 3 børn med diagnoser i hver klasse, men jeg har endnu ikke oplevet en eneste konflikt mellem børnene. Dette skyldes højst sandsynligt at man i højere grad medicinerer børnene, men også fordi strukturen er så tydelig hele tiden. Desuden er der adskillige speciallærere i klassen i løbet af dagen.
I nogle af klasserne har jeg undervist lidt om Danmark, og det er sjovt at være "på" igen, og høre spørgsmål som "Do you speak European?" og "Do you have police in Denmark?" En af børnene kom bagefter og fortalte at hun skam også havde været i Denver.. I en af klasserne lavede jeg en cooperative learning struktur med stor succes - børnene var glade for at komme op af stolen..

En af de ting der efter min mening mangler i den amerikanske skole, og I USA generelt, er at værdsætte fælleskabet. Fokus ligger på at du skal klare dig individuelt og ikke i en gruppe. Der bliver altså ikke trænet i konfliktløsninger, eller leget en leg i klasseværelset. En gang i mellem kommer der en AKT lærer og påtaler, hvordan man skal opføre sig, men det er sjældent noget klasselæreren følger op på eller børnene får lov at prøve i praksis.
Gruppearbejde er et særsyn, og de gange det bliver sat i værk, bliver det ikke struktureret, så eleverne bliver opmærksomme på deres egen rolle.

Vores børn fortæller også at høfligheden og roen ofte forsvinder pist væk, så snart de voksne ikke kikker og i skolebussen kan man høre mange frække ord, som aldrig ville blive sagt i klasseværelset. Så selvom man på mange måder kan blive temmelig benovet over strukturen og roen og sagtens kan tage mange praktiske idéer med hjem, så tvivler jeg på hvor meget børnene er bevidste om deres egen læring, og om de knokler for at lære noget eller fordi der venter premier og belønninger.
Uanset hvor skeptisk jeg er over for det amerikanske skolesystem, må jeg konstatere at børnene har lært utroligt meget mens de har været her.
Silja er glad for den måde skolen fungerer, men kunne godt undvære den tunge lektiebyrde. Elias er ofte frustreret over de lange skoledage og de mange stillesiddende timer, men er også blevet mere udfordret fagligt ved bl.a. at komme på et særligt matematikhold. Agnes har ikke prøvet andet.. det bliver spændende at høre, hvordan hun oplever skolen når vi kommer hjem!

Generelt har børnene det godt, og har fået en ny hobby med at lave armbånd af små farvede elastikker. Det er den helt store dille på skolen og der findes mange forskellige måder at lave dem på. Silja er kommet med i en skolemusical - "Den lille Havfrue", og øver hver eftermiddag efter skole. De glæder sig til at komme hjem, men taler også en del om, at det bliver svært at sige farvel.

I øjeblikket har vi besøg af Lars' onkel Poul Erik, Marie Louise og Phillip, og i mandags, da det var fridag (Columbus Day), tog vi ud til nogle drypstenshuler, som vi var blevet anbefalet at se. Man kom med elevator langt under jorden og gik 1, 6 km langs mange mærkelige formationer..undervejs sejlede man også et stykke af vejen, og følte næsten at man var med i en Harry Potter film.

Over jorden er vejret stadig lunt, og vi nyder de fantastiske efterårsfarver omkring os - der er så mange smukke nuancer udover bjergene.

Og så er det snart Halloween igen..

Vinteren kom meget brat i slutningen af oktober, og fra den ene uge til den anden, er vi gået fra bare arme til den tykkeste vinterfrakke.
Der går en del tid med at planlægge vores hjemkomst; i løbet af denne uge fik jeg langt om længe svar på, at børnene kan komme tilbage til deres respektive klasser, samt alle billetterne hjem bestilt. Da alle vores ting skal med container over Atlanten, har vi besluttet at udnytte ventetiden på bedste måde med at tage en tur i Disneyworld og Universal Studies i Orlando og derefter besøge min onkel i Texas. Derefter tager vi ned til min far og alt den øvrige familie i Mexico City og videre til Cancun som afslutning på vores tur - det glæder vi os meget til.

I oktober kom den sidste gæst fra Danmark på besøg. Christine som har været og besøge os før, kom igen med kufferten fuld af Anders And og diverse julegodter, så vi ikke skulle holde jul uden kalenderlys, kirsebærsovs og nougat. En time efter hun landede (hun blev en dag forsinket), tog vi til koncert i Troy's fine gamle koncertsal, hvor Albany symfoniorkester skulle spille.

En ud af mange Onkel Sam'er i Troy

Vi sad på første række og fik bl.a. fornøjelsen af en uropførelse af et værk, der var mere sjældent end kønt. Alt andet var dog ganske smukt, og jeg nyder virkelig klassisk musik, selvom det ikke er noget, jeg får dyrket særlig tit til dagligt. Bagefter tog vi på Troy's mest hippe vinbar, for at få smagsprøver, som viste sig ikke bare at være smagsprøver men tre glas, så vi var glade for at Lars hentede os;-)

Skål!

Mandag tog vi op til Saratoga og videre til Lake George, hvor vi tog på "cruise" op af den aflange sø, mens vi nød den fantastiske udsigt til de efterårsklædte bjerge omkring. Om bord på båden var der også frokostbuffet, og guiden fortalte om området, kun afbrudt af hans klimten på Hammondorgelet, alverdens konkurrencer og opfordring til dans - sikke en fest!

Middagscruise med pensionister

Tirsdag tog vi rundt i Troy og Christine og jeg fik shoppet lidt i de små hyggelige butikker og fik frokost på det fantastiske gamle italienske pizzaria DeFaziao, hvor man kan vælge mellem hele 7 forskellige bunde og få alverdens skønne specialiteter.

Der er ikke sket det store siden 50'erne

Da børnene kom vi hjem tog vi hen til det lokale center og så på Halloweenkostumer. Man har i USA særlige butikker, der kun åbner op en måned om året for at sælge alverdens gejl til udklædning. Elias fik købt et ninjakostume, Silja en funky paryk så hun kunne være punkrocker og Agnes sort neglelak og handsker til sit hekseoufit.

Onsdag inden Christine skulle videre til NYC, nåede vi lige omkring en garnbutik, da hun som min strikkecoach skulle vejlede mig om garnvalg til en sweater, så nu er jeg ejer af det lækreste garn og har noget at sysle med på de kolde og mørke vinteraftener..

Lørdag aften var vi inviteret til Halloweenfest hos en fra Agnes' klasse, og Silja og Elias var til fest hos nogle af vores venner fra kirken. Vi forsøgte at klæde os ud som Mad Men's Don Draper og hans anden kone Megan, men desværre var der ikke så mange der regnede den ud..

Torsdag var der Halloween på skolen, og i modsætning til Danmark og fastelavn er børnene ikke udklædte om morgenen, da man citat inspektøren: "gerne vil opretholde et vis akademisk niveau i løbet af dagen"! Om eftermiddagen kommer alle forældrene så og hjælper med at udklæde deres børn, som så går parade på skolen. I år blev paraden indendørs, da det silede ned hele dagen.

Halloweenlege i klassen

Iført kostumerne gik vi ud i kvarteret, da mørket faldt på og ringede på folks døre, og især Elias var ikke til at stoppe igen.. Høsten blev så stor, at de frivilligt afleverede næsten 2 kg til soldaterne (en indsamling på skolen) dagen efter.

Klar til Trick or Treat

Der har det sidste stykke tid været en del fridage pga. skole-hjemsamtaler og kommunalvalg. På valgdagen havde vi meldt os til forældreforeningens bagesalg og solgte hjemmebagte boller og wienerbrød. Amerikanerne er verdensmestre i fundraising, og skolens forældreforening holder utallige arrangementer i løbet af året.

Dybt i den amerikanske folkesjæl ligger en dyb respekt for soldater, og de bliver fejret for fuld udblæsning to gange om året på Memorial day, hvor man mindes dem der er døde, og Veteran's day (i dag), hvor man ærer de soldater, der fortsat kæmper og dem der overlevede. Vi brugte fridagen på at tage ind til Albany for at opleve paraden, som ligesom på Memorial day var et sjovt sammensurium af spejdere, bikere på Harley, soldater og tamburkorps. I dag var der yderlige muntre indslag som indiske mavedansere look alike, soldaterkor, og den bedste; en flok gamle hippier, der midt blandt trampen og hornmusik, gik med et kæmpe skilt, hvor på der stod "War is not an answer". Børnene fik scoret sig mere slik og et amerikansk flag, som nogle gav os, fordi vi nok så lidt tomhændede ud:-)

Vi fortsatte dagen i soldaternes tegn og tog hen til et krigsskib der ligger i Hudson River. En gammel knark, der selv havde været i flåden viste os rundt på skibet, der blev bygget under 2. Verdenskrig. Skibets funktion var at passe på de forsyningsskibe, der sejlede over Atlanten med mad og våben, da det var et stort problem, at de blev sænket af tyske ubåde.
Selv om jeg ved meget om 2. verdenskrig, blev jeg alligevel forundret over at høre om, hvilket kæmpe krigsapparat der blev sat i gang til søs, og hvor mange der satte livet på spil. Skibet var vel restaureret, og man fik en god fornemmelse af livet om bord.

Der findes ikke mange parker eller byer, hvor der ikke ligger en mindepark eller et monoment til ære for dem, der har kæmpet i en af USA's mange krige. Den anden dag da vi var ude og gå i en nærliggende park, stoppede vi op ved et springvand og opdagede, at der på jorden var indgraveret hundredevis af navne i murstenene vi stod på.

Som dansker er det lidt svært at sætte sig op til alt det soldaterhalløj, men jeg fik i dag lidt større forståelse for, hvorfor det fylder så meget i landskabet.

Som jeg har nævnt mange gange, er musikundervisningen i vores skoledistrikt helt i top.
Hele efteråret har Silja været til prøver tre gange om ugen på 6. klassernes årlige musical Den Lille Havfrue. Hun havde fået rollen som ålen Flotsam - havheksens onde tjener, der skal spionere Ariel, så de kan lokke hende i en fælde, og det har været nogle hårde uger med at forberede musical helt til klokken seks om aftenen og bagefter skulle lave to timers lektier. Betingelserne for at være med var meget klare fra begyndelsen - Hvis du ikke laver lektier tre gange, er det ud af showet, og der var ingen lærere, der skar ned i lektiemængden - heller ikke i den uge hvor stykket havde premiere! Torsdag var det så den store dag, og det var en fantastisk opsætning, med flotte kulisser, gode skuespillere og sangere. Musikken til sangene blev spillet playback, men medvirkende med replikker og soloer havde et headset på, så man kunne høre hvad de sagde. En af forældrene havde syet de fleste af kostumerne - det kan godt mærkes, at der er lidt flere der går hjemme.

Elias er den af vores børn, der glæder sig mest til at komme hjem, da skolesystemet med mange stillesiddende timer ikke lige er ham. For at lindre lidt på hjemveen, tog vi i lørdag morgen med en Greyhoundbus til NYC på mor og søn tur.

Udsigt til Manhattan fra bussen

Første stop var den Danske kirke i Brooklyn, hvor vi også var sidste år, og det er altså en mærkelig fornemmelse at gå ind af en dør og for en kort stund føle man er i Danmark, fordi alle taler dansk og spiser hotdogs, æbleskiver og smørrebrød.

Elias nød hver en bid af alle godterne, og med en flæskesteg og leverpostej i køletasken, traskede vi videre til NYC transit museum, som ikke var så spændende som det lød i guidebogen, men vi fik da set nogle gamle toge med gamle reklamer a la "Mad Men". Elias har en fantastisk stedsans, og med fælles hjælp fandt vi vores hotel (dog efter en lidt længere vandring end vi havde regnet med).

Efter et par timers afslapning, tog vi så videre ind på Manhattan, og fandt en mexicansk restaurant, vi havde fået anbefalet. Den var lavet i noget, der lignede et gammelt værksted og 2 kokke stod i et gammelt folkevognsrugbrød og vendte tortillas. Derefter fandt vi M&M world som stod på Elias'ønskeliste, og i butikken kunne man få alverdens gejl med M&M og fylde store poser op med en masse varianter, som man ikke kan købe i butikkerne. I en kort øjeblik var jeg uopmærksom, og Elias havde fyldt posen til bristepunktet, men heldigvis var vi nok ikke de første med det problem og fik hældt halvdelen fra, så vi ikke blev helt ruinerede.

Søndag morgen blev mit ønske til turen opfyldt, da vi tog til gudstjeneste i Brooklyn Tabernacle. Når det nu ikke er blevet til at synge i et gospelkor, måtte jeg i det mindste høre og opleve et, inden vi skulle hjem. Mange havde uafhængig af hinanden varmt anbefalet Tabernacle, og det ikke uden grund. Kirken er kæmpestor og har tre gudstjenster om hver søndag. Selve koret i kirken var på over på omkring 200 medlemmer, og stemningen var i top med det samme. Som Elias sagde: "Man kunne skråle så højt man kunne, og alligevel kunne man ikke høre at man sang med". Det kunne jeg godt leve med hver søndag. Hvis nogle vil ha' en oplevelse af koret, kan man se en webcast på deres hjemmeside: http://www.brooklyntabernacle.org/media/webcast.

Tiden er ellers ved at være knap, og der er mange ting jeg gerne vil nå, inden vi drager hjem. En af de ting der gerne skulle være på plads er min hjemmeside, og jeg har fået kontakt til en firma, der muligvis vil lave siden færdig. Egentlig var det mest tænkt som et hobbyprojekt, men jo mere jeg har arbejdet med det, jo mere bliver det klart for mig, at hvis det skal være ordenligt, skal jeg tænke det mere som en virksomhed og investere flere penge i projektet end først tænkt. Derfor har jeg kastet mig ud i nye ting, som at lave en forretningsplan og markedsundersøgelser, samtidig med at jeg fortsat har været ude at observere i forskellige klasser. Hvis nogle af jer kender lærere, må I meget gerne dele linket til min spørgeskemaundersøgelse på facebook, eller sende følgende link i en mail. https://www.surveymonkey.com/s/BQ7PRGS
Det betyder rigtig meget, at jeg har et grundlag at arbejde videre fra..

De sidste to dage har jeg været på en Junior High School (7-9. klasse), hvor de har et fag der hedder Home Economics, som minder om hjemkundskab. Eleverne har madlavning på skemaet ca. fem uger om året i 7. og 8. klasse, og har to timer fordelt over to dage. Da man intet kan nå på den måde, stod menuen på meget hurtige ting som Smoothies, pandekager og hvidløgsbrød, og når brødet er købt skåret ud og hvidløget er noget man tager udskåret fra et glas, er der vist ingen tvivl om, hvorfor amerikanernes madkultur er så elendig.
Det mest hovedrystende var at læreren fortalte, at hun plejede at afslutte forløbet med, at klassens lærere skulle komme og spise et måltid, som eleverne havde tilberedt. Denne idé havde hun måtte droppe, fordi lærerne var bange for at få madforgiftning mm. Hvad skal det dog ikke ende med? Nå, men jeg fik lov at tale om dansk madkultur, og fik en masse praktiske idéer til at holde orden i lokalet:-)

I slutningen af november var det Thanksgiving - hele Amerikas taksigelsesfest, hvor man mindes, hvordan de første pilgrimme fra England fik hjælp fra indianerene til at komme igennem vinteren. Vi havde på kirkens intraweb spurgt, om der var nogle, der ville lave et kulturelt festbytte, så vi kunne fejre ærkeamerikansk Thanksgiving, mod at være værter for en dansk jul med ris a la mande og dans om juletræet.
Sharon og Brian, som er vores gode venner, var med på idéen, og da vi ankom tidligt om eftermiddagen, var det tid til at spise. En traditionel Thanksgivingmiddag består af kalkun i lange baner, og tilbehøret er kartoffelmos (almindelig og sød), "stuffing" (som er små brødstykker bagt i ovnen med løg, krydderier, æg og boullion,) tranebærsovs og almindelig brun sovs og til dessert var der græskartærte og eggnog som er en slags æggesnaps - her putter man bare rom i.

En af de ting der virkelig er anderledes i USA, er spisekulturen omkring et bord. Maden i USA serveres som ta' selv bord, og så sidder man ellers lidt på skift. Det er meget afslappet, men ikke særlig højtideligt, og jeg har ikke helt vænnet mig til, at alle måltider, fest eller hverdag, foregår på den måde. Da vi havde slået maver oven på den fantastiske mad, var det tid til brætspil og andre lege, og det endte med at vi to deres ældste børn med hjem til sleepover, som det jo hedder her, når man inviterer venner til at sove hos sig.

Anden runde af Settlers efter jeg havde vundet:-)

I forbindelse med Thanksgiving var der et par fridage fra skolen, hvilket var meget belejligt, så vi kunne gøre rent og pynte op til jul, købe juletræ og lave adventskrans.
Første søndag i advent havde vi inviteret til gløgg og æbleskiver (købt i Trader Joes som Danish Pancakes:-), og børnene har dagligt set "Ludvig og julemanden" på nettet. Agnes gav i sidste uge en lille julekoncert med sin klasse i det lokale center, og har øvet sig rigtig meget på engelske julesange.

Den første weekend i december er der Victorian Stroll i Troy, hvor mange af byens borgere klæder sig ud i tøj fra 1800 tallet, og holder åbent hus i nogle af de flotte gamle huse. Igen i år var det rigtig hyggeligt, og vi fik bl.a. set et flot gammelt hus hvor Martin Scorsese filmede "Uskyldens år". Senere mødte vi Grinchen, som er en ond figur fra en kendt børnebog der vil stjæle julen, og vi fik spist deep fried Pickles, som er en en delikatesse fra Syden.

Weekenden kom der bunkevis af sne og i denne uge har det været ned til minus 17 grader. Elias fik lavet en kælkebene i baghaven, og senere tog vi op på skolens bakke sammen med nogle af deres venner.

Om lørdagen havde Sophie og Per inviteret ungerne til at komme og lave julepynt til deres juletræ - en af de ting man opdager, er en meget dansk ting at gøre.

Juletræet set fra oven i Sophies høje stue

Her kan man til gengæld købe julepynt til den helt store guldmedalje og man kan vælge temaer som baseball, SvampeBob, eller Stars and Stribes;-)
Vi vælger nu den danske julepynt og levende lys på træet, og glæder os til højtiden, selv om tankerne lige kredser mest om, at vi snart skal afsted..

Til alle der læser denne blog, vil jeg ønske dig og din familie en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår med disse ord om messias fra Esajas bog kap. 42:

Du skal oprette en pagt med mit folk og blive et lys for alle folkeslag. Du skal åbne de blindes øjne og sætte dem i frihed, som er fanget i fortvivlelsens mørke.

Godt nytår!
For halvandet år siden styrtede vi rundt og gjorde klar til at rejse - og nu er det utrolig nok atter tid til at pakke kufferterne. På onsdag kommer vores container, og så skal alt pakkes til at komme over Atlanten igen. Det hele er med blandede føleseser, da vi på mange måder er faldet rigtig godt til, og der bliver utrolig mange mennesker, vi kommer til at savne. I går havde vi inviteret til åbent hus, og omkring 40 mennesker valgte at komme forbi, så der var gang i det lille hjem. Mange har inviteret os til middag sidst på ugen, når vores ting er sendt afsted, så det var heldigvis ikke alle, vi skulle sige helt farvel til.

Der har allerede nu været mange vemodige stunder, og jeg vænner mig aldrig helt til at sige farvel. Lige inden jul var der afslutningskoncert på skolen hvor både Elias og Silja skulle optræde med skolekoret, percussion og kontrabas. Silja var blevet valgt ud til at spille solo på bassen, og læreren introducerede med grødet stemme nummeret og fortalte, at Silja var på vej hjem. To violiner og en cello skulle akkompagnere hende, og da de var færdige med forspillet, og Silja skulle til at spille, faldt bassen ned mod gulvet, da støttepinden ikke var spændt ordenligt fast. Da havde man virkelig lyst til at spole tiden tilbage, men Silja var total cool og lagde roligt bassen ned, skruede den på og så startede forfra. Bagefter mødtes alle til burgere på "5 guys" og youghurtis - en hyggelig tradition, vi kommer til at savne.

Klar til koncert!

Farvelmiddag med Lars' gruppe fra UNI

Dagene op til jul blev desværre lidt stressede - det med at planlægge i god tid, bliver desværre aldrig rutine. En af drengene fra Elias' klasse havde inviteret til kagebagning søndag inden højtiden, og vi tog en klump pebernøddedej med, hvilket bragte stor glæde.

Vi triller pebernødder til et arrangement i Elias' klasse

Amerikanske julekager

Det lykkedes heldigvis at blive klar til d. 24 - den sidste gave kom med posten under julemiddagen, hvor vi var sammen med Henrik og vores amerikanske venner Brian og Sharon. Juleaften, er for de fleste amerikanere, ikke en aften man fejrer hjemme, men mere end aften man fejrer i kirken. Da vi havde fortæret and og flæskesteg tog vi til Saratoga, hvor vores kirke har en anden afdeling. Alle fik udleveret et lille lys, som blev tændt til sidst i gudstjenesten - meget stemningfyldt, og vi fik sunget mange gode engelske salmer.

Så kørte vi hjem, og vores gæster var helt med på idéen om ris a la mande og mandlen, der skulle findes, samt dans (eller vandren omkring træet). En af vores unge gæster, var dog ved at stikke sangarket ind i stearinlysene flere gange, da han ikke var vant til hverken levende lys eller dans om træet..
Da vores venner, i modsætning til rigtig mange amerikanerne, ikke har bildt deres børn ind at julemanden findes, havde vi aftalt at give hinanden små gaver bagefter. Elias er flere gange i december kommet grinende hjem og har fortalt om sine diskussioner om Santa Claus med klassekammeraterne. Når han f.eks. spurgte ind til, hvordan han skulle nå rundt til alle verdens børn på en aften, svarede de "He is really fast"!! For mig er det et sjovt eksempel på, hvor autoritetstro man opdrager børn til at være her. Julemand eller ej, de fleste af gaverne valgte vi at gemme til dagen efter på bedste amerikansk vis, og havde en hyggelig morgenstund med gaveoppakning.

Anden juledag havde vi inviteret til traditionel dansk julefrokost, og der var stor glæde over rugbrødet, leverpostejen og remouladen. Sophie stemte oldefars gamle violin, så vi kunne lave en lille trio, der spillede julesange, og vi fik leget pakkeleg med både gode og dårlige gaver, bl.a. et kæmpe glas med polske syltede æg!

Leverpostej smager fantastisk når man ikke har fået det længe

I juleferien var vi sammen med vores "Tribe" (lille gruppe i kirken) for sidste gang, og de ellers så uformelle amerikanere havde købt "champagne og kom med skåltaler, så vi var helt rørte.

Ellers har vi brugt ferien på at sortere og smide ud - en positiv ting ved at flytteer, at man bliver tvunget til at rydde op i sine ting. En af dagene tog vi til Adirondacks for at stå på ski. Agnes var ikke helt i humør og gav op efter kort tid, så Lars og hende måtte vente i varmestuen, mens vi tog ud på løjperne.

Nytår fejrede vi med hos nogle af Dennis og Rowenas venner, som vi tit har været sammen med hen over sommeren. Det var meget afslappet med pasta og kødsovs, brætspil og kariokee på Wii. Da klokken nærmede sig midnat, blev fjernsynet tændt, og vi så nedtællingen på Times Square i NYC.

Da de bor en time herfra, overnattede vi og blev hængende til brunch til langt op af næste dag.

I disse dage er NY igen i de danske medier pga. vejret, og man kan godt undre sig en smule over, hvor meget amerikansk vejr fylder på danske sendeflader. Vi oplever ingen undtagelsestilstande, men herligt vintervejr. I eftermiddags, da vi havde sundet os på gårsdagens party, tog vi ud på en af vores yndlingsgåture på Peebles Island og nød alle de hvide nuancer.

Oven på en meget begivenhedsrig uge, er vi ankommet til Houston Texas, hvor vi besøger min onkel David, og har mødt hans kone og børn for første gang. Min fætter Ilan og hans kæreste er her også, så det er et hyggeligt gensyn med familie, jeg ikke har set meget længe.

For en uge siden styrtede vi rundt og gjorde vores hus i NY rent. At flytte, pakke og ordne praktiske ting, er den mindst sjove del af at rykke til udlandet, men det hele gik heldigvis ret smertefrit. Nogle af vores venner købte vores bil og Lars lejede en tæpperenser, så huset var rent nok til, at vi kunne få vores depositum tilbage. Da alle vores ting blev pakket og sendt afsted fem dage før vi skulle rejse, havde mange af vores venner inviteret os til at spise, så vi havde et heftigt socialt program, og mange sørgelige farvelseancer i dagene inden afrejsen.

Farvel til fodboldholdet

Farvel til naboerne

Farvel til veninderne

Lørdag var vi inviteret hjem til Sharon og Brian, hvor vores andre venner Sarah og Steve også kom. Dagen inden havde Siljas veninder havde arrangeret et surprise sleepover, til stor glæde og i skolen delte ungerne slik og små kort med deres kontaktinfo, så vi kan holde forbindelsen ved lige.

Sidste aften tog vi på Dinosaur til en sidste gang spareribs med Tom, Anja og Jack, og mandag var til tid til at drage videre.

Farvel til Tom

Vi ankom til Orlando sent mandag aften, og kunne straks mærke det varme klima. Da jeg begejstret spurgte børnene, om de havde set palmer før, svarede Agnes tørt, at dem havde hun set i Lalandia..! Vi var godt trætte og set i bakspejlet, ville det nok have været rart med en slapperdag, inden vi gik i gang med fire forlystelsesparker på fire dage! Lars er ikke til larm og vilde rutchebaner, så for ham har dagene gået langsomt. For resten af familien har de sidste dages vilde forlystelser og oplevelser, været som en ordentlig omgang lykkepiller, så alt det triste ved at sige farvel til NY, er kommet helt i baggrunden. Orlando er et Slaraffenland hvad angår sjove parker, men vi havde på forhånd besluttet os for to dage i Disney og to dage i Universal. I Disney er der hele fire parker, som er så store, at du kun kan nå en om dagen.

Disney here we come..

Vi lagde ud med Magic Kingdom, som er klassisk Disney med prinsesseslot og parader. Jeg var der med mine forældre for 30 år siden, og det var pudsigt at opleve, hvordan der kom flere minder frem fra turen i løbet af dagen. En af de forlystelser jeg kunne huske, var en rutchebane i mørke som hed Space Mountain, og den var lige så vild og sjov, som jeg huskede den! Klokken 20 lukkede parken med fyrværkeri og lysshow på slottet.

Dagen efter tog vi til Epcot, som har et naturvidenskabeligt fremtidstema. Her fik vi fik bl.a. prøvet en tur i rummet med en simulator, der landede på Mars, og prøvet en racertur i en Chevrolet. Derudover har de en afdeling med forskellige lande og vi fik en Shawarma i Marokko og en fastelavnsbolle i Norge:-) I Disney kunne man downloade en app, så man hele tiden kunne holde øje med ventetiden til forlystelserne, og derudover kunne man vælge 3 fastpass, hvor man kunne springe køen over – smart og med til at gøre dagene rigtig gode.

Her spiser man på en Rumfærge..

Shawarmatid i Marokko

Tredje dag tog vi i Universal, som er en forlystelsespark baseret på film. I Californien har de en lignede park, som jeg besøgte, da jeg rejste rundt efter gymnasiet. Desværre var den i Florida ikke lige så god, og det var mere en park med vilde ting man kunne prøve, end en park hvor man blev klogere på filmkunst. Ungerne var modige nok til den vildeste rollercoaster ”Rock-It ”, hvor man selv kunne vælge hvilken musik man ville høre undervejs.

Senere blev Agnes skræmt fra vid og sans i ”The Mummy”, hvor mumieskeletter pludselig dukkede op og sagde bøh og senere på turen, kom man ind i rum hvor loftet brændte..
I Simpson afdelingen fortærede ungerne en kæmpe donut, og om det var den, eller overanstrengelse ved jeg ikke, men pludselig fik Agnes en allergisk reaktion med kløe over hele kroppen.

Da vi på kortet så, at der var en samariter lige i nærheden, gik vi ind for at høre om de havde noget creme eller antihestamin, men i stedet blev hun lagt på en seng, fik målt blodtryk osv. Da det blev ved med at klø, synes en af de overordnede at hun skulle have målt hjerterytme mm, så pludselig stod der 2 ambulance folk med båre og stak en måler ind i næsen på hende. Fuldstændig ude af proportioner, men egentlig meget underholdende.. Efter noget tid fik vi da lov at gå med ekstra kløestillende creme i lommen.

Agnes på briksen..

Fredag var det tid til Adventure land, som har en Harry Potter afdeling – den del af turen som vores børn havde glædet sig allermest til. Når man er inkarneret fan og har læst alle bøgerne tre gange, er det meget stort at gå ind i landsbyen Hogsmeade, og kunne gå ind i HoneyDukes og købe slik, og vores unger har i et år sparet på lommepengene, så de kunne bruge dem der. Agnes investerede i en Hogwards kappe og en tryllestav og Elias købte en hue og halstørklæde.

Ellers fik vi smagt en ingefærøl - eller butterbeer som det hed på engelsk, og den var faktisk rigtig god. Resten af parken var også super og vi blev bl.a. plaskvåde i to af deres forlystelser i vand, og prøvede deres Hulk rollercoaster med 8 loops. Normalt ville jeg skrige hele vejen, men efter fire dage var jeg blevet total hærdet, og prøvede den flere gange uden at få ondt i halsen..
Lars mener at vi har fået forlystelser nok til de næste ti år, mens vi andre er blevet helt adrenalinkick afhængige, men lige nu satser vi på nogle forholdsvis rolige dage her i Texas.

MISS

1. Americans
Americans are very open and we will first of all miss our really awesome new friends. I wish that we've met you from the very beginning.Thanks to every one of you for being so kind and letting us in to your life:-) Hope you will come and visit us in Denmark some day.

2. Nature
WOW Denmark will forever be boring and flat. I'll miss the view to the mountains that I pass every day and all the opportunities to go hiking and kayaking. Niagara Falls was a breathtaking experience!

3. Fast food
So nice to have good and healthy fast food opportunities on days where you don't fell like cooking. Chipotle doesn't ask want we want anymore. They just start pouring into the bowl. "5 Guys" please open a restaurant in Denmark and make Mc'Donald history forever.

4. Polite kids
Kids that know how to behave (if they get a reward:-) "Thanks Mrs Sejergaard" It feels awkward when kids call you by the last name, but I'm getting kind of used to it..

5. NYC
That city has so much energy and it has been pretty cool to live only 2.5 hour away from it. I'll be back to take more bites of The Big Apple - love to observe all those different people gathered at one place.

6. Air One, K-Love and country
So cool to be able to listen to Christian contemporary radio stations whenever you're driving. My kids now sing cool songs about Jesus instead of stupid Danish pop with a lot of F.. words. Besides that there's always an american twang country music station - that kind of music just sound better, when you know you are in the land of cowboys.

DON*T MISS

1. American bureaucracy
I come from a country that most americans would consider socialistic, but never in my live have I signed so many papers or met so many "Petty Officials" as in US.
It took me forever to get an american license because I didn't have any american issued papers (Because I come from Denmark!!) but in the end I was approved because I became member of Sams club..?!

2. Safety rules
Land of the free? I don't think so. For instance I find it outrageous that every school has a school nurse, and that same person have to approve every little snack, which by the way never could be homemade, because they prefer store-bought processed, filled with coloring and preserved junk as long as it is NUTfree!! Seriously when does the madness stop?

3. Automatic answering machines
What happened? When ever you try to call the bank, phone company etc. they let you speak with a machine, which tries to be substitutes for real human who never understand what I'm saying with my weird Danish accent (Aren't there a lot of people looking for jobs?) I hope none off my rude answers and yelling to those machines will be published on line..

4. Checks
Something my mum wrote in the 80'ties - in the States you can't make it without them..
Have you heard about net banking?

5. Exaggerated Politeness
Don't ask me how I am if you don't want to hear the answer, and is it really necessary to say excuse me, when you pass people standing 5 meters away?

6. Inch, feet and ounces
We have 10 fingers right? Why hang on to those weird amount measure systems

Efter vores hektiske dage i Orlando tog vi til Houston, hvor min fars bror David bor med sin familie. Jeg havde ikke set ham i syv år, og havde derfor ikke mødt hans kone og børn før. Min fætter Ilan og hans kone som bor i Los Angeles kom også for at være sammen med os – det er ikke så tit at vi ses i min fars familie, da vi er spredt rundt i mange lande.

Agnes og Jonathan foran TV'et, der kørte konstant

Shani og Ilan

Min onkel har tre børn og tre hunde, og hvis jeg siger at fyldte en del, har jeg vist ikke sagt for meget. To af hundene kunne ikke fordrage hinanden, så derfor boede den ene indenfor og de to andre udenfor. Hver gang der skulle gås tur, var det i to omgange. Da vi ankom, gik vi derfor gik vi en lang tur med dem og så kvarteret omkring dem. Når man sådan kommer på besøg og bor i et par dage, får man et godt indblik i menneskers indretning af tilværelsen. Silja snakkede en del med deres datter Nicole og Elias og Agnes hyggede sig med Jonathan på 6. Den ældste datter så vi stort set ikke, da hun hang ud med sine venner i "The Mall" ( indkøbscentret).

Anden dag vi var der tog vi ind på NASA, som er et kæmpe museum for rumfart. Houston er hjemsted for træning af astronauter og huser også kontrolcentret for al rumfart (derfor sætningen ”Houston, we have a problem”). Selv om vi, oven på Orlando, ikke var helt i museumshumør, var det spændende at se hvor store rumraketter er, når man kommer tæt på, samt høre om livet i en en rumraket. Bl.a. så vi hvordan astronauterne sover og lærte at de genbruger deres eget tis til drikkevand! I museets butik kunne man købe vaskeægte astronautmad, så som frysetørret chokoladeis, og det måtte vi selvfølgelig prøve at smage.

Ellers brugte vi dagene i Texas på at slappe af, spille Wii og snakke med familien. En af aftenerne så vi en af pigerne spille fodbold, og en anden dag tog vi ud at bowle. Sidste hele dag i USA benyttede vi os af Texas lave skatter og tog på outlet for at shoppe. Især cowboybukser og kondisko er markant billigere, og der blev shoppet igennem til den helt store guldmedalje.

Starbucks efter shopping med Marlen

Om aftenen havde vi tilbudt at stå for aftensmaden og lavede frikadeller og agurkesalat til stor begejstring. Som den eneste gang sad vi alle samme rundt om bordet til dette måltid, og det var dejligt at indtage føden i ro og fred.

I lufthavnen nåede vi lige at se en rigtig Texaner!

Onsdag morgen tog vi videre til Mexico City, og da vi landede mødte der os, en for mig velkendt, lugt af smog – Byen er en af verdens største med ca. 22 mill. mennesker, og der er mylder og bilkaos overalt. Min far bor i et område der hedder Polanco, hvor der er en stor andel af jøder. Min fars kone Rosangela havde lavet lækker mad til os, da vi ankom og det var rigtig dejligt at se hende, min farmor, min far og brødre igen.

Daniel og Mikael er kun nogle få år ældre end vores børn, og der blev spillet en del playstation på drengeværelset.
Få minutter fra deres hus ligger et jødisk sportscenter, hvor vi kunne træne og bruge deres swimmingpool. Centret fungerer også som kulturcenter, og er samlingssted for mange af de ca. 30.000 mexicanske jøder, som i et land med over 100 millioner må siges at være et lille mindretal.

Sent på eftermiddagen tog vi hen til min farmors søsters lille frokoscafe,
hvor man altid får lækker mexicansk mad. Min farmors søster er dog blevet for gammel til at stå i køkkenet, mens hendes søn og niecer kører køkkenet videre. En af mine yndlingsspiser er Jicama - en grøntsag der smager helt fantastisk med limesaft på.

Fredag morgen havde vi bestilt en guidet tur til Teotihuacán - et kæmpe område med pyramider fra ca. 300 f. Kr. Det er ukendt, hvilket oprindeligt folk der har boet der, men imponerende er det at vandre op af de store stentrapper, og tænke på at der har været en hel by på omkring 150.000 mennesker.

Vores guide var en lille pudsig mand, som var en god fortæller, og fik bl.a. forklaret deres måder at regne kalender ud på, og vi prøvede at klappe steder, hvor ekkoet lød som en bestemt fugl. Inden vi tog hjem, var vi forbi et lille museum, der viste hvordan man brugte kaktusplanter til medicin og tråd til at sy med.

Desuden så vi på alle de flotte mineraler, der er i Mexicos undergrund og smagte pulpe - en kaktusdrink, der ikke smagte videre godt.

Fredag aften var vi inviteret til Sabbat hos min fars fætter og kone. Hele familien var samlet, og drenge og mænd, skulle have kibbaer på hovedet. Der blev læst højt fra Toraen, og Victor forklarede meget pædagogisk de jødiske ritualer. For os var det spændende at opleve kristendommens jødiske rødder på tæt hold, da vi f.eks. delte brødet og drak vin fra samme bæger.

Om søndagen tog vi ud til Xochimilco - en af Mexicos mest besøgte seværdigheder, som jeg efter 8 besøg i Mexico, dog aldrig havde oplevet. Xochimilco er et område med kanaler, der stammer helt tilbage til de første beboelser i Mexico City, hvor folk dyrkede jorden omkring vandet. I dag er det hjemsted for Mexicos svar på Venedig, og oplevelsen går ud på at leje en af de farverige både med en "styrmand", der skubber en frem med en lang stang.

Min farmor - still going strong:-)

Min onkel David var i Mexico City samtidig med os

Maritchi orkester på en af bådene

Mens man flyder rundt på vandet, kommer diverse Mariathi bands og spiller traditionel folkemusik. Bliver man sulten, er man omgivet af diverse handlende på mindre både, som bl.a. sælger majskolber tortilla og øl. Det var superhyggeligt at drive rundt, og stemningen var helt i top.

Om eftermiddagen var vi hjemme og besøge min farfar og hans kone Josefa. Han er blevet meget gammel, siden jeg så ham sidst og sidder i kørestol og har sygehjælper til at hjælpe ham hele døgnet. Han så dog glad ud for at få besøg, og var meget optaget af at spille domino sammen med os.

Mandag morgen skulle vi videre ud til Yucatan halvøen, og da vi så forureningstågen over Mexico City, var vi egentlig ret glade for, at vi skulle ud til havet og den friske luft!!

I lørdags havde vi været i lille Danmark en måned, og på kolde regnfulde dage er det godt at tænke tilbage på de lækre strande i Playa del Carmen, hvor vi afsluttede vores tur inden hjemrejsen. Min far og farmor var med os på turen, og det er fantastisk at have en farmor, som fortsat er frisk både fysisk og mentalt.
Jeg besøgte byen på Yucatanhalvøen for mange år siden og blev ret overrasket over, hvor meget byen var vokset. Desværre går der noget charme tabt, når der på hverandet gadehjørne er åbnet Starbucks og andre amerikanske superkæder, men vores formål med at tage til Playa del Carmen var at slappe af, så de fleste af dagene dasede vi bare på stranden, spiste lækker mexicansk mad og nød udsigten til det turkisblå vand.

Ceviche: limemarineret torsk

En af dagene havde vi bestilt en tur med mulighed for at snorkle, men var ikke nået ret langt ud på havet før der gik Ibiza turistfældestemning i den. Bl.a. kørte musikken for fuld hammer og der skulle tages billeder med store mexikanske hatte på, mens der blev kørt tequila ned i lange baner. Undervejs stoppede vi et sted for at snorkle, men da dagen var fastlagt i et meget stramt program, blev der ikke så meget tid til at studere de flotte farvestrålende fisk omkring os.

(Alkoholfri) Pina Colada i strandkanten

På øen Isla Mujeres gik vi i land og lejede en golfvogn til at køre rundt på øen i, og Elias fik lov at køre den til stor forfærdelse for hans søstre.

Min ældste fætter Gilad fra Israel bor i Cancun en time fra Playa, hvor han læser hotel management. To gange i løbet af ugen prioriterede han at tage en bus hen for at besøge os sent om aften, og begge dage snakkede vi til til langt ud på natten, inden han skulle tilbage kl. 6. Det var utrolig hyggeligt at se ham, og det har virkelig været skønt at lære min familie lidt bedre at kende.

Min fætter Gilad på besøg

Dagen inden vi skulle hjem fik jeg shoppet lidt mexicanske ting som hængekøjer, krybbespil og keramik på byens hovedgade, og fredag eftermiddag spiste vi frokost med min far og farmor, inden vi tog et fly til München. Efter syv timers ventetid var det skønt at sætte sig i den sidste flyver, læse danske aviser og langsomt vænne sig til at høre sit eget private sprog blive talt omkring sig igen.

Dejligt gensyn med kusine og fætre fra Jylland

I lufthavnen blev vi modtaget med flag og en masse familie og det var skønt at møde knus og glade ansigter - hjemme ventede et stort koldt bord. Varm leverpostej med rødbede er en himmerigsmundfuld, når man ikke har fået det længe.
Vores hjælpsomme familie havde fyldt vores tomme hus med møbler, så vi kunne klare os inden vores container ankom en uge efter. Generelt har det været en pudsig fornemmelse at komme tilbage, og man ser velkendte ting med nye øjne. Albertslund og Roskildevej var ikke et glædeligt gensyn, da vi kom kørende i vintermørket og regnvejret, men til gengæld virkede vores hus utrolig lyst og nordisk:-) Det er mærkelige små dagligdags ting, der kommer bag på en, og nærmest giver en et omvendt kulturchok. F.eks. var lydniveauet temmelig højt, da vi besøgte skolen for at skrive os ind, og børn der løber rundt i frikvarteret uden voksne inden for rækkevide synes helt skræmmende, når man er blevet vant til den kontrollerede amerikanske skoledag. Selv om jeg efterhånden har handlet ind en del gange, glemmer jeg hver gang at det er mig selv, som skal fylde poserne (som jeg selv skal købe!), og at man i Danmark bruger chip og ikke magnetstriben på visakortet. Den anden dag, da jeg glemte at veje mine grøntsager på vægten, var jeg et stort spørgsmålstegn, da ekspedienten mindede mig om det. Det værste er nu, at jeg glemmer at man ikke må dreje til højre for rødt, og skal koncentrere mig om at huske cyklisterne.
Børnene er kommet godt tilbage til deres respektive klasser, men skal vænne sig til at der er mere uro i klassen, og at fuck er et ord, som bliver brugt af både elever og lærere!
Til gengæld nyder de den større selvstændighed og de kortere skoledage, og at der ikke er et kæmpe lektiepres hele tiden. I går aftes cyklede Silja selv til et arrangement i klubben, og i denne uge laver Elias mad i skolens kantine - to scenarier der ville være helt utænkelige i USA. Det er rart at påskønne de mange ting der er at være glad for i Danmark, samtidig med at vi savner og tænker en del på de venner vi fik i USA.
På mange måder er vi tilbage til de gamle gænger. Børnene har genoptaget deres fritidsaktiviteter, men som noget nyt er både Agnes og Elias begyndt på musikskolen på henholdsvis violin og klaver. Violinlæreren er amerikaner, så det er en supergod måde at holde det engelske ved lige. Samtidig forsøger vi at læse en del engelske bøger, og de får alle 3 lov til at se (lidt for mange) fjollede amerikanske serier, men gør vi ikke en stor indsats, er der stor sandsynlighed for at det ryger i glemmebogen.

Af forskellige årsager valgte jeg at sige min stilling op, inden jeg kom i gang efter min orlov. Det har været fint at fortsætte livet som hjemmegående jobsøgende, mens børnene skulle vænne sig til Danmark, og Lars har haft mere end rigeligt at lave siden vi kom hjem. Oven i det hele blev vi ringet op fra en hundekennel, som havde ønskehunden til salg, så vores lille hvalp Wilma fylder også den del.

Min blog hedder som bekendt Troy tur/ retur; dette var returdelen og dermed sidste blogindlæg i denne opgang. Tusind tak til alle jer der har fuldt med med stor interesse:-)

Weekendtur stik sydvest

New York City med Anne

Forsommer

Sommerferie Hurra!

Fødselsdag, Boston og NYC

Roadtrip (første del)

Roadtrip (anden del)

Sensommerdage

Kæft, trit og retning

Oktober, gæster og Halloween

Veteranernes dag

Musical og gensyn med NYC

Thanksgiving og juleforberedelser

Juleferie og goodbye

Farvel til NY og forlystelsesparkmarathon

Things I'll miss and not miss in USA

MISS

DON*T MISS

Houston og Mexico City

Yucatán og omvendt kulturchok